Lyt til artiklen

Christian Stadil er begyndt at give milliardformuen videre til næste generation, børnene.

Over for Finans.dk siger han, at det »er første indledende skridt i forhold til et kommende generationsskifte, som bliver i mindre portioner.«

Mediet skriver, at Hummel-rigmanden ifølge cvr-registret har oprettet selskabet Hummel Invest, hvor de fire børn – Winston, Hamilton, Harper og Archibald – hver har fået en andel på 25 procent.

Herunder er lagt alle aktiviteter i Hummel, mens Christian Stadil selv er blevet indsat som selskabets direktør. Han er stadig i kontrol over tøjselskabet.

Den nye konstruktion er netop faldet på plads, og det passer meget godt med, at han i efteråret i forbindelse med sin 50-års fødselsdag sagde, at der endnu ikke var en model på plads. Men at det var noget, han og hustruen Alice Rosenkrantz Stadil var begyndty at gøre sig overvejelser om

»Nu har vi for første gang næste generation, hvor vi for første gang skal tænke i arv og generationsskifte,« sagde enebarnet Christian Stadil ved den lejlighed.

Til Børsen har han også tidligere sagt om overvejelserne: »Det vigtigste i denne proces for både min hustru og mig er, at vi aldrig skal efterlade noget, som kan resultere i, at vores børn bliver uvenner.«

Nu er de fire børn så ligelidt tilgodeset i forhold til Hummel, hvilket altså indikerer, at arven i de kommende år vil blive fordelt løbende.

Og der er nok at tage af.

Christian Stadil står stadig i spidsen for familieimperiet Thornico, som tæller over 200 selskaber – og som drives med faren og grundlæggeren Thor Stadil. Her er den samlede omsætning årligt på mere end 10 milliarder kroner.

Stadil-familien er blandt Danmarks allerrigeste.