Er manuskriptforfatteren og mad-elskeren Adam Price og Nye Borgerlige-formanden Pernille Vermund kærester?

Det har der i hvert fald floreret rygter om længe.

Og Pernille Vermund gjorde da heller ikke det helt store for at nedtone disse rygter, da hun forleden medvirkede i B.T.'s podcast 'Helt væk'.

Her bliver den 46-årige politiker først spurgt, om hun og Adam Price er kærester, hvilket hun afviser, men da spørgsmålet så lyder, om hun og 'Borgen'-forfatteren har delt mundvand i form af et kys, er hun noget mere tøvende.

»Nej,« siger hun grinende og tilføjer:

»Men jeg sagde jo i starten af programmet, at jeg ikke kunne love, at jeg ikke ville lyve.«

I podcasten fortæller Pernille Vermund, at hun mødte 54-årige Adam Price i sommer, da hun stadig var gift med finansmanden Lars Tvede.

Hun og hendes tidligere ægtemand så landskamp på en restaurant i Hornbæk, hvor Adam Price også var til stede.

Pernille Vermund og Adam Price.
Pernille Vermund og Adam Price. Foto: Søren Bidstrup/Sofie Mathiassen
Vis mere

»Vi kendte ikke hinanden og sad ved hvert vores bord, men rykkede så sammen, og så har vi været venner lige siden,« fortæller politikeren i podcasten og understreger – endnu engang med et grin – at der »kun er tale om et venskab«.

B.T. har været i kontakt med Adam Price, der ligesom Pernille Vermund understreger, at de to blot er venner.

Manuskriptforfatteren oplyser endvidere, at han ikke ønsker at kommentere, hvorvidt han og Pernille Vermund har kysset.

Rygterne om, at Pernille Vermund og Adam Price er mere end venner har floreret i månedsvis.

Allerede i begyndelsen af november var B.T. i kontakt med Pernille Vermund i forbindelse med rygterne, og også dengang afviste hun at danne par med manuskriptforfatteren.

»Jeg ved ikke, hvorfor de rygter er opstået, men det er vel bare vilkårene, når man er en offentligt kendt person,« lød det dengang fra Pernille Vermund.