Det er ikke altid lige let at få tiden til at slå til, når man har fire mindre børn og er topchef for et konglomerat med over 200 virksomheder.

Men selvom økonomien tillader det, har Christian Stadil og hans kone, Alice Rosenkrantz Stadil, ikke ønsket at gøre brug af en barnepige eller au pair. I stedet har de valgt en anden løsning.

»Da vi fik Winston for otte år siden, besluttede jeg, at jeg ikke ville være den type far, der hele tiden er væk,« siger Christian Stadil, der – inden han blev far – rejste 200 dage om året, da han sad i bestyrelser i selskaber over hele verden.

Han har dog valgt at prioritere benhårdt i sine aktiviteter. Rejsedagene er blevet skåret ned til 50, tv-optrædener er blevet voldsomt reduceret, og han bruger nu det meste af sin fritid på at være hjemme med familien, hvor han blandt andet bygger huler i familiens have i weekenden.

Christian Stadil blev vækket med balloner på sengen af sine fire børn, da han tirsdag fyldte 50 år. Han dækker altid børnenes ansigter på billeder på de sociale medier.   
Christian Stadil blev vækket med balloner på sengen af sine fire børn, da han tirsdag fyldte 50 år. Han dækker altid børnenes ansigter på billeder på de sociale medier.    Foto: Christian Stadil/ Instagram
Vis mere

Er det lykkedes dig at være en nærværende far?

»Ja, det synes jeg. Og jeg synes da også, jeg er en o.k. ægtemand, omend det kun er Alice, der kan vurdere det. Der er jo ulemper ved at have en ældre mand,« siger Stadil, der netop er fyldt 50 år. Han driller tit sin 15 år yngre kone ved at sende emojis af en skaldet mand.

Christian Stadil har altid holdt sig i god form og spist sundt – og det vil han fortsætte med, så han med egne ord 'kan forlænge livets bue' og være der i mange år for sine fire børn.

Siden de fik Winston i 2014, er familien Stadil blevet udvidet med tre yngre søskende, Hamilton, Harper og Archibald.

»Det er nok meget typisk for mig, at når jeg gør noget, så gør jeg det meget konsekvent – om det drejer sig om forretninger eller min interesse for kunst. Og det er det samme med børn. Da jeg først startede på det, så gik vi all in«, griner han.

Christian Stadil med sin kone, Alice.
Christian Stadil med sin kone, Alice. Foto: Christian Stadil/ Instagram
Vis mere

Stadil virker til at have generne med sig i kampen mod alderen. Hans far Thor Stadil står i en alder af 77 år stadig på ski på de sorte pister, og Christian Stadil farmor var aktiv langt oppe i årene.

»Min farmor Elise gik stadig i høje stiletter og Alexander McQueen jakkesæt og var mensendieck-gymnastik underviser, indtil hun fyldte 90 år«, siger han.

Selvom Hummel-milliardæren har skåret ned på arbejdslivet med alderen, så arbejder han som topchef for Thornico stadig meget. Han rejser rundt mellem hjemmet i Nordsjælland, Thornicos kontorer i Aarhus og Odense og Hummels hovedsæde i Aarhus.

Han erkender, at det især er hans kone, der trækker det hårde læs på hjemmefronten, og at det oftest er hende, der både bringer og henter børn.

Christian Stadil giver sin kone en stor del af æren for, at han kan få livet som familiefar og topchef til at hænge sammen.
Christian Stadil giver sin kone en stor del af æren for, at han kan få livet som familiefar og topchef til at hænge sammen.
Vis mere

»Vi fik fire børn på seks år – og de er fra to til otte år – og det er er hard work. Især for Alice. Men omvendt så er vi også rigtig privilegeret over, at vi ikke skal tænke over, om vi kan betale regningerne,« siger han og henviser til, at det blandt andet ikke er nødvendigt for Alice Rosenkrantz Stadil at arbejde fuld tid.

Men selvom familien har en bedre økonomi end de fleste, så bliver penge ikke taget forgivet. Christian Stadil lærte hjemmefra at have et 'sundt forhold' til penge, og det lærer han også sine børn.

Hans fire børn giver ham også noget andet at tænke over – nemlig arven. Som enebarn blev Christian Stadil selv forskånet for et større arveopgør, da han fra Thornicos begyndelse var ejer af selskabet:

»Nu har vi for første gang næste generation, hvor vi for første gang skal tænke i arv og generationsskifte,« siger han og fortæller, at han og Alice er begyndt at gøre sig nogle tanker om, hvordan arven skal fordeles – uden at de er klar med den endelige model endnu.