»Jeg har armene over hovedet, men jeg synes, der er blevet åbnet op i 11. time.«

Sådan lyder det fra den lettede boghandler Marie-Louise Kannerup fra Hadsten, der endelig får lov til at lukke kunder ind i sin butik 1. marts efter to lange måneder med nedlukning.

For at fejre genåbningen vælger hun at holde sin butik Bogormen åben fra klokken 00.01 natten mellem søndag og mandag.

»Jeg glæder mig helt vildt efter to måneder med tvangslukning. Jeg har prøvet at holde gejsten oppe undervejs, og derfor gør jeg også noget anderledes, når jeg genåbner,« siger Marie-Louise Kannerup.

Bogormen i Hadsten åbner sin butik 1. marts ved midnat. Foto: Facebook
Bogormen i Hadsten åbner sin butik 1. marts ved midnat. Foto: Facebook
Vis mere

Hun har ladet sig inspirere af biografernes midnatsvisninger ved premierefilm, men i stedet for film på det store lærred kan kunderne møde en lettet boghandler.

Selvom Marie-Louise Kannerup er lettet, er fremtiden ikke uden bekymringer.

Hun er både bekymret for den kommende momsfrist, som ligger 1. marts – samme dag som genåbningen. Men også for, at hun en dag bliver nødt til at fortælle sine børn, at huset ryger, hvis regningerne ikke kan betales.

»Jeg føler, jeg har hånden på kogepladen. Økonomisk går det ikke særlig godt. Vi knoklede igennem ved julehandlen for at indhente noget af det tabte under den første genåbning, men i stedet er det optjente gået til udgifter i januar og februar under denne nedlukning.«

»Det har været psykisk hårdt,« fortsætter Marie-Louise Kannerup.

Ud over et ønske om ophævede restriktioner, børneaktiviteter og boginspirationsaftener i butikken har Marie-Louise Kannerup en appel til kunderne:

»Vi har ingen penge i kassen. Derfor vil det blive enormt hårdt, hvis kunderne får udbetalt returnerede julegaver i stedet for at få et gavekort til butikken,« lyder det fra boghandleren.