Borgere i Københavns Nordvestkvarter er blevet anbefalet at lade sig teste i weekenden, efter man har fundet tilfælde af den sydafrikanske coronavariant i området. Der var dog helt tomt ude foran det lokale testcenter søndag formiddag.

»Ej, hvor dejligt. Der er jo ingen kø!«

Sådan lød reaktionerne fra flere borgere, der søndag lod sig teste for corona i Københavns Nordvestkvarter.

»Det er helt overraskende, at der ikke er flere. Jeg troede, jeg skulle sætte halvdelen af dagen af til det,« fortæller en kvinde, der har taget sin datter med til pop op-testcenteret.

Og man forstår godt, at borgerne havde sat rigeligt med tid af til at blive testet.

For i forbindelse med at mellem to og ni personer i området er blevet smittet med den sydafrikanske coronavariant, har man i weekenden iværksat en stor indsats for at få testet beboerne i 460 husstande i Nordvestkvarteret.

Beboerne har nemlig modtaget en sms om, at de opfordres til at blive testet og bør gå i isolation, indtil de har fået et negativt testsvar.

Det siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse fra kommunen fredag aften.

I Nordvest var der derfor gjort klar til lange testkøer i form af ensretninger og afspærringer. Dette helt uden grund søndag formiddag, da det lokale testcenter lå øde hen, og beboerne kunne gå direkte ind og få en kviktest.

»Her er overraskende dødt,« lød det fra vagten ved testcenteret, der i dag havde nemt ved at styre sikkerheden.

Lørdag var sagen dog en anden, fortæller han:

»Hele området var fyldt lige fra morgenstunden. Faktisk var der kø helt ud til vejen.«

Ifølge Kirstine Vestergård Nielsen, vicedirektør for Region Hovedstadens Akutberedskab, krævede det lørdag ekstra mandskab, fordi man på testcenteret i Nordvest havde svært ved at få bugt med de lange køer af borgere, der var ude for at blive testet:

»Vi er blevet overvældet i dag. Vi har været til stede i Nordvest siden torsdag. Torsdag testede vi 100. Fredag testede vi 80. Og i dag ved 14-tiden var vi oppe på at have testet de første 500. Så det har været et væsentligt bedre besøgt tilbud i dag, end det har været de andre dage.«

»Så ja, vi har haft svært ved at følge med, men vi har gjort det bedste hele dagen for at få ekstra folk på arbejde, og københavnerne har heldigvis taget det med sindsro,« sagde hun lørdag til Ritzau.

Der er endnu ikke kommet tal på, hvor mange borgere i Nordvest der har taget sms-anbefalingen alvorligt og ladet sig teste hen over weekenden.

Men én ting er sikkert: Det er en variant, som kræver, at man tager den alvorligt.

Den sydafrikanske variant kan nemlig give problemer med vaccinen, fortæller Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet:

»Det, der primært kendetegner den her variant i forhold til for eksempel B.1.1.7, er, at den har en nedsat følsomhed over for de antistoffer, vaccinerne giver os,« siger han til TV 2.