Den sjællandske bilvirksomhed Interdan, som importerer Peugeot og Opel i Sverige og Danmark har bestemt ikke lidt nød under coronakrisen.

Virksomhedens nyeste regnskab viser, at 2020 var Interdans bedste år nogensinde, skriver borsen.dk.

Omsætningen steg fra 8,8 milliarder i 2019 til 9,3 milliarder i 2020, og det betyder, at Interdan i løbet af de seneste år har tjent fem milliarder kroner.

'2020 har været et aldeles særligt år på grund den globale covid-19 pandemi, og den har haft stor betydning for markederne i Danmark og Sverige. Interdan Bil har klaret sig godt igennem perioden og har på trods af krisen haft et succesfuldt år, hvor de finansielle resultater har overgået forventningerne ved indgangen til året,' skriver Interdan Bil A/S i regnskabets ledelsesberetning ifølge Borsen.dk.

Og Interdan er altså ikke den eneste bilvirksomhed, der kan glæde sig over en god omsætning under coronaepidemien.

Også bilforhandleren Ejner Hessel endte sidste år med en rekordomsætning på 5,8 milliarder, har finans.dk tidligere skrevet.

'I lyset af de betydelige udfordringer i regnskabsåret 2020 afledt af covid-19-pandemien anser ledelsen årets realiserede aktivitets- og indtjeningsniveau for meget tilfredsstillende,' fremgår det af selskabets regnskab.

Meget tyder altså på, at danskerne ikke kun har investeret i fast ejendom under corona, men at mange også har skiftet bilen ud.

Det er Maria Louise Bruun-Lander, som står bag Interdan. Hun er fjerde generation i den meget velhavende Bruun-familie, skriver borsen.dk.