Det er ikke mere end to uger siden, at situationen mindede om en drøm, et eventyr eller blot en absurd nem måde at øge sin formue på.

Mange millioner mennesker i hele verden – og mange tusinde i Danmark – kunne hver morgen stå ud af sengen, tjekke en app på telefonen og så bare nyde, hvordan deres formue i forskellige kryptovalutaer var vokset igen. Det virker nu som en fjern fortid.

Siden 12. maj har der været tale om en regulær gyser, hvor omkring 600 milliarder dollar – svarende til 3.653 milliarder danske kroner – er forsvundet ud af kryptomarkedet som dug for solen.

Det er et samlet fald på knap 30 procent. Et fald, som af CNBC og en lang række andre medier er blevet døbt »det store kryptokollaps« eller »nedsmeltning«.

Den ellers så kendte og ikoniske bitcoin har ført an i derouten.

Den 10. maj kostede en bitcoin knap 60.000 dollar. Den 20. maj kostede den knap 40.000 dollar. På samme måde har en lang andre valutaer – blandt andre Ether og Dogecoin – været ramt af en slem nedtur.

Onsdag alene faldt Dogecoin og Ether med henholdsvis 22 og 24 procent.

Årsagerne til den voldsomme nedtur er mange.

Tesla-milliardæren Elon Musk afgav startskuddet 12. maj, da han pludselig meldte ud på Twitter, at Tesla suspenderer beslutningen om at acceptere bitcoins som betaling, fordi den er for energitung at udvinde.

Det startede en bølge, hvor investorer solgte ud af valutaen i så stor stil, at værdien styrtdykkede, hvorefter trenden til at sælge ud bredte sig til en lang række andre kryptovalutaer, der så også faldt i værdi.

Siden har flere dårlige overskrifter ramt kryptovalutamarkedet, mest alvorlig at den kinesiske regering nu har annonceret regulering af kryptovaluta ved at forbyde banker og betalingsselskaber at udbyde services til at håndtere kryptovaluta.

Den melding fik igen troen på kryptovaluta til at dale, og så startede endnu en bølge af frasalg over hele spektret, der fik en lang række valutaer til igen at tage et ordentligt dyk.

Onsdag var faldende så voldsomme, at 20 procent af værdien af det samlede kryptomarked i en periode var udslettet på bare 24 timer.

Et fald, Coindesk angav til at være et af de mest voldsomme i kryptovalutaers historie: »Et blodbad«.

Udviklingen fik nyhedsbureauet Reuters til at spekulere i, om nedturen kunne udgøre en systemisk risiko for økonomien i USA. Dette blev dog afkræftet af eksperter og myndigheder.

Ifølge CNBC har dykket sendt rystelser gennem den professionelle investeringsbranche.

Elon Musk, der står bag Tesla og Space X, har haft enorm betydning for udviklingen på kryptomarkedet den seneste tid
Elon Musk, der står bag Tesla og Space X, har haft enorm betydning for udviklingen på kryptomarkedet den seneste tid Foto: MICHELE TANTUSSI
Vis mere

Investeringsbanken JP Morgan har blandt andet registreret en udvikling, hvor store opkøbere af eksempelvis bitcoin er begyndt at sælge ud og i stedet placere pengene i guld.

Og nu diskuterer analytikere og kendere så på livet løs, hvad fremtiden bringer.

Samtidig er Den Europæiske Centralbank blevet den seneste i en lang række af centralbanker, der har advaret offentlig mod at investere i kryptovaluta og stemplet den som en 'økonomisk boble' pumpet op af spekulation.

Diskussionen blandt eksperter går nu på, om det her er enden på det 'bull-market' – som betyder et opadgående marked – der har været på kryptomarkedet det seneste år.

Har man været med så længe, er man oftest fortsat i plus.

Tag bare bitcoin: Selvom den er faldet med voldsomme 20.000 dollar på godt en uge, er den fortsat knap 300 procent oppe i værdi over et år.

Nu er spørgsmålet så, om priserne lige nu repræsenterer bunden, eller om de kommende uger vil byde på yderligere fald.