Det europæiske fodboldforbund, UEFA, viser nok en gang sit sande ansigt, når det kommer til menneskerettigheder.

Derfor møder UEFA nu voldsom kritik fra nærmest alle kanter. Også herhjemme i Danmark.

Den aktuelle sag udspringer fra Tysklands kamp mod Portugal ved EM-slutrunden. Her åbnede UEFA en sag med det tyske fodboldforbund.

Det skyldes, at den tyske målmand og anfører, Manuel Neuer, under kampen bar et anførerbind i regnbuefarver for at hylde diversitet.

Det blev for meget for UEFA, der anså det regnbuefarvede anførerbind som et politisk statement.

Sagen blev siden droppet. Men den har affødt en sag, der er endnu mere betændt.

Som svar på UEFAs sag ønskede bystyret i den sydtyske storby München at lade Allianz Arena, hvor Tyskland skal spille sin kommende kamp ved EM mod Ungarn, farve i regnbuefarver.

Men det har UEFA pure afvist. Man mener nemlig, at bystyrets beslutning – som bliver støttet vidt og bredt – skal ses som politisk motiveret.

Den tyske målmand og anfører, Manuel Neuer, med regnbue-anførerbind på.
Den tyske målmand og anfører, Manuel Neuer, med regnbue-anførerbind på. Foto: PHILIPP GUELLAND
Vis mere

Det skyldes, at man anser beslutningen om at ville farve stadion i regnbuefarver for at være en direkte kommentar til de meget restriktive love, som netop er vedtaget i Ungarn, der ventes at ramme homoseksuelle i landet ekstremt hårdt.

I en udtalelse lød det fra UEFA:

»Når man tager den politiske kontekst i denne forespørgsel in mente – en besked rettet mod beslutninger taget i det ungarske parlament – så må UEFA sige nej,« lød det helt kort.

Det møder hård kritik fra flere kanter. Ikke mindst LGBT+ Danmark.

»Det er vanvittigt at sige, at regnbuefarve er politisk. Og det er dybt kritisabelt af UEFA. De står med et forklaringsproblem,« siger sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen til B.T.

»Det ville være et godt statement at sende til Ungarn, hvor man netop har vedtaget nye love, der siger, at man ikke kan være, den man er. Og her viser UEFA bare sit sande ansigt,« siger Susanne Branner Jespersen.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, mener, at det er en god idé med regnbuefarver på stadion i München.

»Jeg synes, at det er helt på sin plads at markere al kamp imod diskrimination. Også i forhold til LGBTI-dagsordenen,« sagde Kofod før et EU-møde i Luxembourg tirsdag.

Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej.
Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej. Foto: Tobias Hase
Vis mere

I Tyskland har UEFAs beslutning vakt stor opmærksomhed og kritik. Blandt andet har den tyske EU-minister, Michael Roth, været ude at sige, at EU skal handle om andet end handel.

»EU er ikke primært et indre marked eller en valutaunion. Vi er et værdifællesskab. Disse værdier binder os sammen,« siger Roth.

Også premierministeren i den tyske delstat Bayern, hvor München ligger, Markus Söder, er ude at kritisere beslutningen.

»Det er en skam, at Münchens stadion ikke må blive farvet i regnbuefarver. Det havde været et godt signal for tolerance og frihed.«

Selvom UEFA gentagne gange i stort anlagte kampagner har talt mod racisme, homofobi og for menneskerettigheder, så har en gennemgang af fodboldorganisationens sponsorer, som B.T. har udført, vist, at UEFA modtager millioner af kroner fra lande som Qatar, Rusland og Kina.

Blandt andet er det ulovligt at være homoseksuel i Qatar, mens homoseksuelle ikke må holde i hånd i Rusland.