Et noget særpræget tyveri har fundet sted mellem søndag klokken 18.20 og mandag klokken 5.
En virksomhed beliggende på Platinvej i Kolding har nemlig fået stjålet to styk gummiged samt dertilhørende udstyr bestående af skovl og grab.
Det skriver JydskeVestkysten.
Hele molevitten har en samlet værdi på 1,2 millioner kroner.
»Det er ikke tyvekoster, man bare lige kører op på en trailer,« siger den vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.
Udstyret var parkeret på en opbevaringsplads, som virksomheden ejer.
Tyvene har tiltvunget sig adgang til maskinerne ved at køre gennem en port med dobbelt trådhegn.
Der er ingen videoovervågning af episoden, for tyvene har været snarrådige nok til at ødelægge kameraerne.
Der er desuden spor rundt omkring i virksomheden efter tyvene, hvor det ikke er sikkert, at alle tyvekosterne er meldt.