Fredag efter middag kunne svensk politi fortælle, at man havde modtaget fire anmeldelser fra danskere, der var blevet ramt af sten eller andre genstande på vej til Ystad.

Nu er tallet dog steget til 35, oplyser politiet.

Og endnu værre:

Selvom B.T. i løbet af weekenden har bragt en lang række artikler om massevis af danskere, der detaljeret fortæller, hvor og hvornår de er blevet ramt, fortsætter gerningsmændene tilsyneladende.

Sådan så forruden ud, efter Carsten Petersen og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand.
Sådan så forruden ud, efter Carsten Petersen og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand. Foto: Privatfoto
Vis mere

Således fortæller svensk politi nu, at det seneste angreb fandt sted mandag klokken 15.00 på E65-motorvejen.

Derudover bekræfter de svenske politimyndigheder, at det stadig kun er danskere, som har anmeldt angrebene.

Angrebene er sket for danskere, der enten er på vej til eller fra færgen i Ystad.

Ved du noget om sagen, må du meget gerne kontakte B.T. på sebj@bt.dk.

Mere konkret er det primært sket mellem Skurup og Ystad, og oftest når personerne i bilen ikke at opdage, hvad der er på vej mod dem, før det store brag lyder.

Af samme årsag er mange også enige om, at der må blive brugt en form for slangebøsse, kartoffelkanon eller andet, der kan give en hurtigere hastighed end et kast.

»Jeg tror, at genstanden blev skudt på en eller anden måde. Det kan være med en slags kartoffelkanon eller noget andet med et tryk i, for du kan ikke kaste så hårdt. Der var ingen biler omkring, og det var en fin vej uden sten,« har Jacob Seeberg, der blev ramt af et objekt tidligere på måneden, sagt til B.T.

En 70-årig dansk mand fik i maj et hovedtraume efter at være ramt af en sten, der fløj ind gennem forruden. Derudover har B.T. talt med en række personer, der har fået glassplinter i ansigtet og i øjnene.

Det drejer sig primært om sten, men svensk politi bekræfter også, at flere anmeldelser går på metalobjekter, der er blevet affyret mod dem.

B.T. har også beskrevet, hvordan de mange angreb på E65-motorvejen har fået danskere til at søge alternative ruter.

Det kan man se på Facebook-gruppen 'Pendlernet Bornholm', hvor massevis af danskere i detaljer har beskrevet, hvordan de også er blevet ramt af de pludselige angreb på vej til eller fra Bornholm.

Her strømmer det nemlig med personer, der søger råd til, hvilken alternativ rute de skal tage, hvis de ikke tør tage den strækning mellem Skurup og Ystad, hvor de fleste af danskerne er blevet ramt.

En af dem er Klaus Pedersen, der søndag formiddag i en kommentar skrev:

»Det er simpelthen for vanvittigt, det der. Er der alternative ruter til færgen, som kan anbefales, for at undgå det der?«

Og da B.T. fanger ham på telefonen, er der heller ingen tvivl at spore i manden:

»Jeg gider sgu ikke tage chancen. Der er mange, der har oplevet det her nu, og ud fra det vurderer jeg risikoen til at være ganske høj,« siger Klaus Pedersen.