Forestil dig, at det danske landshold har vundet deres EM-gruppe og møder England i en skæbnesvanger ottendedelsfinale i Sevilla.

Det er søndag en 27. juni og du ser kampen på en bar med en flok venner. Kampen er endt 2-2 i ordinær spilletid, Danmark er en mand i overtal, og kampen skal ud i en nervepirrende forlænget spilletid.

Men du bliver smidt ud. Baren er nødt til at lukke, slukke og sende alle hjem klokken 23. Du misser derfor de vigtige, afgørende minutter af kampen – på grund af de coronarestriktioner.

Netop dét scenarie blev en realitet under Europa League-finalen for to uger siden. Nu frygter barejere landet over, at det kommer til at ske igen: at barerne bliver nødt til at smide glade fodboldfans hjem, før EM-kampene er slut, hvis kampene går i forlænget spilletid eller bare bliver en smule forlænget på grund af skader og VAR-kendelser.

»Vi er super begejstrede for, at Danmark for det første er med til en slutrunde, men også at Danmark lægger græs til kampene. Det er jo en hel dansk fodboldfest. Men der er et dilemma i at se kampene på en bar. Folk risikerer at gå glip af noget af kampen, hvis den går i overtid,« fortæller Peder Blak, medejer af Old Irish Pub i Danmark, som har 22 barer rundt omkring i Danmark.

Han fortsætter:

»Det er et vanvittig scenarie, og det kan gå hen og blive frustrerende. Vi synes, at man skal vende det hele til noget positivt, så danskerne kan nyde det i fællesskab.«

Scenariet kan faktisk allerede ske for Danmark i forbindelse med den tredje og sidste gruppekamp mod Rusland, som starter klokken 21. Hvis kampen bliver bare det mindste forsinket, er barfesterne i fare for at punktere før tid.

Peder Blak er ikke den eneste, der er bekymret inden slutrunden.

Også de mindre beværtninger er bekymrede for at måtte skuffe en masse fans under EM.

»Det er ligemeget, om det er 20 mennesker, eller hvor mange det er. Det ender stadig med at blive en dårlig oplevelse for dem,« fortæller Vicki Hornebo Larsen, ejer af Sørens Værtshus ved Vandkunsten i København.

»Hvad skal jeg gøre? Hvis det fortsætter her og nu til EM, er der ingen, som kommer til at tage den chance og se kampen på bar. Det betyder meget økonomisk, hvis nu jeg kan have kunder til at se hele kampen. Ellers kommer de ikke, og jeg skal stadig betale masser af penge for at få lov til at vise kampene.«

Officielle storskærmsarrangementer er undtaget for reglerne om lukke ned, før kampen er slut.

For Peder Blak er det også alkoholforbuddet efter klokken 22, som kan gå hen og blive problematisk for de mange fans.

Arkivfoto: EM fodbold 2012, Danmark - Tyskland (1-2). Danske fans før EM-kampen Danmark vs Tyskland søndag d. 17. juni 2012. Her de danske fans på bar. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2012)
Arkivfoto: EM fodbold 2012, Danmark - Tyskland (1-2). Danske fans før EM-kampen Danmark vs Tyskland søndag d. 17. juni 2012. Her de danske fans på bar. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2012) Foto: Claus Bech
Vis mere

»Det er også et dilemma, at vi ikke må servere alkohol i anden halvleg. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, når det nu bliver en fantastisk fodboldfest. Politikerne har en god mulighed for at sørge for, at danskerne kan få skudt sommeren ordentligt i gang.«

Den bold er altså spillet videre til Christiansborg nu, og det hele bliver afgjort i midten af denne uge.

Radikale Venstres sundhedsordfører Stinus Lindgreen bekræfter over for B.T., at partierne onsdag skal mødes for at snakke om lempelsen af de nuværende restriktioner. Her vil der blandt andet blive diskuteret lukketider. Og ifølge Venstres idrætsordfører, Stén Knuth, er det et specifikt ønske for hans parti at sikre længere åbningstider for barerne.