Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er lagt op til en dansk folkefest senere på måneden, når Parken males rød og hvid med tilskuere på lægterne.

Men nu kan festen måske ende med at blive endnu større. I hvert fald hvis det står til Venstre.

Partiet ønsker nemlig at se på muligheden for, at færdigvaccinerede danskere kan komme ind og se de danske drenge jagte EM-guldet. Det fortæller partiets idrætsordfører, Stén Knuth, til B.T.

»Vi vil gerne gå ind i en drøftelse, om og i så fald hvordan de færdigvaccinerede kan deltage som tilskuere på stadion ud over det tilladte i sektionerne. Det vil vi ud fra tesen om, at når man er færdigvaccineret, så smitter man ikke,« siger han.

Venstre har på den baggrund stillet en række spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke og kulturminister Joy Mogensen.

Hvorfor har I valgt at stille spørgsmål til ministrene?

»Vi vil gerne se på muligheden for, at der kan blive skabt endnu mere stemning og glæde, men også på muligheden for mere omsætning på sådan nogle kæmpe fodboldkampe, som det jo er,« siger Stén Knuth og fortsætter:

»Vi har i Venstre fået henvendelser fra flere borgere, der undrede sig over, at de færdigvaccinerede ikke også kunne komme ind, og derfor har vi haft en samtale om det i partiet. Det flugter også med vores politik, hvor vi løbende har presset på for flere tilskuere.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Er det ikke bare for at score billige point, at I nu flager for flere tilskuere i Parken?

»Det kan man sagtens tænke, men vi har sådan set rigtig mange gerne været ude og bruge Superliga-ordningen som det gode eksempel og på den måde presset på for flere folk på lægterne. Vi mener, at det er muligt at bringe flere tilskuere ind, uanset om det gælder fodbold, speedway eller håndbold.«

Tror I reelt, der er en chance for, at der kommer flere tilskuere til EM-slutrunden?

»Vi er jo ude i 11. time, og det kan også være, at vi er for sent ude, men under alle omstændigheder synes jeg, vi er forpligtede til at prøve at se på, om det kan lade sig gøre. Viser det sig, at det kan, er det jo det hele værd.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Men det er som bekendt ikke Venstre, der alene sidder med den endelige beslutning, hvis kapaciteten i Parken skal udvides.

Det er i høj grad regeringens beslutning.

Tilbage i april garanterede kulturminister Joy Mogensen, at der kunne lukkes 11.000-12.000 tilskuere ind i Parken til EM-slutrunden, inden en ekspertgruppe for større arrangementer senere foreslog 15.900 fans.

Et tal, der også blev det endelige i forbindelse med genåbningsaftalen i starten af maj, som ni ud af ti partier i Folketinget blev enige om.

I ekspertgruppens rapport vurderede man dog også, »at der senere kan ses på muligheden for, at der kan være flere tilskuere« baseret på blandt andet den aktuelle coronasituation og vaccineprogrammet.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, der står for slutrunden, har stillet et minimumskrav til alle værtslande, men derfra er alt op til hvert enkelt land og dets myndigheder at diktere antallet af fans på stadion.

Derfor er det ene og alene de danske myndigheder, der skal sige 'go' til en endnu større EM-fest, når de europæiske stjerner skal udfolde sig i Parken.

For mange danskere er der dog blevet sat en ordentlig dæmper på EM-feberen den seneste tid.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Flere tusinde har således fået deres billetter til kampene i Parken annulleret, og mange fans har raset over billetkaosset, der blandt andet betød, at der kun blev udlovet 2.100 billetter til den danske fanklub ud af de 5.000, der først var meldt ud.

Nu kan de færdigvaccinerede danskere måske øjne muligheden for at komme helt tæt på det danske landshold, mens den resterende del af befolkningen må nøjes med at se kampene fra skærmen.

B.T. har i kølvandet på Venstres forespørgsel været i kontakt med den danske kulturminister, Joy Mogensen. I en mail skriver hun:

»Venstre er med i den aftale om afholdelse af større forsamlinger og arrangementer, som er indgået bredt mellem ni ud af ti partier i Folketinget. De har således været med til at fastlægge rammerne for afholdelse af EM i København,« skriver hun og fortsætter:

»Aftalen er blandt andet lavet på baggrund af smittesituationen og vaccineplanen, så det kan ikke komme som en overraskelse for Venstre, at der på nuværende tidspunkt er en del færdigvaccinerede. Indtil videre vil jeg glæde mig over, at der i maj var plads til at hæve antallet af tilskuere fra cirka 11.000-12.000 til 15.900.«

Danmarks første kamp ved EM spilles 12. juni, når Finland gæster København. Herefter venter gruppekampe mod Belgien og Rusland. DBU har netop annonceret, at det er lykkedes at fremskaffe 522 ekstra billetter til kampen.

EM bliver officielt fløjtet i gang 11. juni i Rom.