Premierministeren i England, Boris Johnson, reagerer nu på de mange racistiske kommentarer, der blev sendt mod Englands spillere efter søndagens nederlag til Italien i EM-finalen.

Og han slår hårdt med hammeren. Samtlige fans, der har udtrykt sig racistisk på de sociale medier, har fået karantæne fra at se fodbold på stadion.

Det skriver Independent.

»Du vil ikke kunne gå til en kamp. Og du kan ikke bruge 'men' og 'hvis',« siger premiereministeren ifølge mediet.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

Dermed har Boris Johnson lukket for et juridisk smuthul, hvor fans har kunnet skrive, hvad de ville, på eksempelvis Instagram.

Det er specielt Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka, der er blevet ramt af racistiske kommentarer. Det var de tre spillere, der brændte i straffesparkskonkurrencen søndag aften på Wembley.

Ligesom Boris Johnson vil UEFA heller ikke acceptere racisme og andre uroligheder. Derfor indledte de en disciplinærsag mod England tirsdag aften.

UEFA har eksempelvis bemærket, at der blev kastet objekter fra tilskuerpladserne ned på banen.

Derudover nævner UEFA, at afspilningen af nationalmelodierne blev forstyrret.

Her henvises der formentlig til, at der blev buhet ad Italiens nationalmelodi, ligesom det var tilfældet under Danmarks nationalmelodi.

Fodboldklubben Leyton Orient fra de lavere engelske rækker har allerede straffet en fan for at være racistisk søndag aften.

Den unavngivne person har fået karantæne fra klubbens stadion på livstid.