Sagaen omkring Lionel Messis fremtid ser ud til at være slut. I hvert fald, hvis du skal tro Sport.
Det spanske medie skriver således, at den argentinske verdensstjerne er blevet enig med FC Barcelona om en kontraktforlængelse.
Det forventes, at Lionel Messi forlænger med hele fem år. Offentliggørelsen sker senere på ugen eller i begyndelsen af næste uge.
Ifølge Sport har Barcelonas nummer 10 accepteret en lønnedgang på hele 50 procent. Det skyldes, at han er klar over klubbens økonomiske problemer, hvor de skylder langt over en milliard kroner.

Der har ellers været rygter omkring, at Lionel Messi ville forlade Barcelona denne sommer. Flere medier har sendt argentineren over Atlanten, hvor han skulle spille for Inter Miami, der er ejet af David Beckham.
Men i stedet for sætter han signatur på en kontrakt til sommeren 2026. Og da han er fyldt 34 år, kunne det ligne, at han slutter karrieren i den spanske storklub.
Verdensstjernen har netop vundet sit første trofæ med Argentinas landshold. Nationen vandt således Copa America natten til søndag dansk tid, da Brasilien blev besejret med 1-0. PSG-spilleren Angel Di Maria scorede det forløsende mål.
Sport skriver afsluttende, at penge aldrig har været årsagen til, at Lionel Messi og FC Barcelona i begyndelsen ikke kunne blive enige om en forlængelse.
Gigantiske klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City har de seneste måneder været interesserede i at hente Lionel Messi. Premier League-klubben har længe været førsteudfordreren til en forlængelse i Spanien, fordi fodboldstjernen på den måde kunne blive gendannet med sin tidligere træner Pep Guardiola.
Argentineren har været en del af FC Barcelonas førstehold siden 2004. Han har spillet mere end 550 kampe for klubben og scoret mere end 470 mål i eksempelvis La Liga og Champions League.
Den spanske storklub har netop hentet måltyven Sergio Agüero i Manchester City, og mange mener, det er en af årsagerne til, at Lionel Messi bliver hængende. De to er nemlig personlige venner.
FC Barcelona havde en skuffende 2020/2021-sæson. Holdet blev således nummer tre i La Liga – syv point efter Atletico Madrid på førstepladsen. Som et plaster på såret vandt de dog pokalturneringen i Spanien.
