'Hykler', 'Et kæmpe selvmål' og 'Hahaha! Kæft, det er dobbeltmoralsk. Men fucking sjovt.'

Det er nogle af de kommentarer, Casper Christensen har fået med på vejen, efter at instagrammeren Anders Hemmingsen for nylig lagde et opslag på sin profil, hvor han gjorde sig lystig over en detalje i baggrunden på en af komikerens såkaldte stories på Instagram.

I videoen, som Casper Christensen havde lagt på sin profil, opfordrer han sine følgere til at tage med på Folkets Klimamarch i weekenden for at gøre opmærksom på, at klimakrisen ikke er ovre.

Men hvad man måske ikke bemærker ved første øjekast er, at der bag klima-ambassadøren står en benzinsluger af en Land Rover, som med sine knap otte kilometer på literen må siges at være alt andet end klimavenlig.

'Jeg er sikker på, at Casper gør, hvad han kan,' skriver Anders Hemmingsen med glimt i øjet til opslaget, som Casper Christensen selv har kommenteret med en smiley, der græder af grin.

Men det er altså ikke alle, der synes opslaget er lige så sjovt, som det nok var tiltænkt.

'Man skal også have ret til en fed bil. Men man skal bare ikke samtidig rende rundt og prædike klima-bullshit', lyder en af de kritiske kommentarer.

B.T har været i kontakt med Casper Christensen, der ikke ønsker at kommentere opslaget eller de kritiske røster..

Det gør til gengæld erhvervskvinden Anna Thygesen, der som paneldeltager i B.T.s podcast 'Det, vi taler om' fredag kalder Casper Christensen manøvre for 'en full blown Peter Falktoft' – med henvisning til en sag fra 2018, hvor den tidligere radiovært opfordrede sine følgere til at passe på klimaet ved at vise billede af indlandsisen – som han selv havde taget ud af vinduet på et forurenende passagerfly.

»Det blev han til grin for,« siger hun og kalder det 'dobbeltmoralsk' at prædike ét om klimaet, men gøre noget andet.

Noget, som de fleste almindelige danskere kan slippe godt fra, men som kendte danskere skal passe på med.

»Vi skal jo alle starte et sted, men når kendte gør det og stiller sig op og er hellige og næsten bliver bedre mennesker end os andre, så falder hammeren tungt,« siger Anna Thygesen med henvisning til de mange gange, Casper Christensen har brugt sit talerør til at sætte fokus på klimaet.

Han har f.eks. fortalt, hvordan han inden for de seneste år har valgt at leve plantebaseret for både sit eget helbreds skyld og for at 'redde kloden'.

»Jeg ville ønske, mine store børn spiste rent grønt. Det gør de ikke, men de er opmærksomme på det. Jeg synes, min lille søn skal leve 100 procent grønt, men jeg tror, det falder stille og roligt på plads. Når han får pizza i dagplejen eller frikadeller hos mormor, så er det også fint,« sagde Casper Christensen sidste år til B.T. og tilføjede, at hans omgangskreds også havde bemærket, at han var blevet 'et sødere menneske' af sin livsstilsændring.

'Det, vi taler om' med vært Ditte Okman sendes hver fredag på bt.dk.
'Det, vi taler om' med vært Ditte Okman sendes hver fredag på bt.dk.
Vis mere

Men selvom Casper Christensen ikke har lyst til at udtale sig denne gang og forsvare sit valg af bil, så er der andre, der tager ham i forsvar på Anders Hemmingsens opslag med henvisning til de andre klimapositive vaner, som han har fået på det seneste.

'Man behøver jo ikke gøre alt rigtigt for at gøre noget rigtigt', skriver én, mens en anden skriver:

'Nyd din bil. Smil, hver gang V8’en (motoren, red.) synger. Hvis det er den eneste last på miljøkontoen, så husk at trykke den af en gang imellem. Jeg cykler gerne det næste års tid, for at du kan fyre den af. Så går det lige op'.

Hør hele diskussionen om Casper Christensens opslag i fredagens udgave af 'Det, vi taler om'.