Navnet Casper Christensen har i mange år været lig med fest, farver og overflod. Men inden for de seneste par år har den 50-årige komiker lagt kød på hylden, solgt sin kæmpevilla, og nu har han også investeret i virksomheden Simple Feast, der sælger plantebaserede måltidskasser.

»På den ene side er det rent forretningsmæssigt en skidegod idé for mig, men når man først selv kommer i gang med det grønne alternativ, så vil jeg også helt højpandet bare gerne redde kloden,« forklarer Casper Christensen.

Han har nu titel som kreativ konsulent i Simple Feast, hvor han skal hjælpe med alt fra kampagner til slogans og fede fester, der kan sætte fokus på det at spise plantebaseret.

Casper Christensens egen personlige livsstilsændring skete stort set fra den ene dag til den anden og startede forrige sommer, da hans datter fik ham til at se en dokumentar om at leve uden kød. Han fik sin kone Isabel Friis-Mikkelsen med på ideen om at prøve at droppe kød i to uger, og derfra har han ikke set sig tilbage.

Casper Christensen og kæresten Isabel Friis Mikkelsen sammen til Zulu Awards i 2012.
Casper Christensen og kæresten Isabel Friis Mikkelsen sammen til Zulu Awards i 2012. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Jeg var friskere, havde det bedre, havde nemmere ved at stå op. Så jeg blev ved lidt længere. Langsomt savnede jeg ikke kød, og pludseligt - ud af ingenting - syntes jeg også, det var synd for dyrene. Det har jeg aldrig gjort før,« griner komikeren.

Skiftet var en drastisk livsstilsændring for Casper Christensen, der førhen slet ikke kunne få kød nok.

»Jeg havde min egen private kniv på Mash med navn på. Jeg elskede kød, det var min livret, og jeg spiste bøffen så rød som muligt. Jeg kunne spise en steak med spejlæg til morgenmad, og jeg syntes, veganere var tossede,« siger Casper Christensen, der i dag lever plantebaseret men dog ikke kalder sig selv veganer.

Udover kostomlægningen valgte komikeren også at sælge sin millionvilla på Frederiksberg og i stedet flytte ud nær vandet til Ålsgårde ved Helsingør. I 2017 blev den danske entertainer far til sønnen Cooper, og han mener også, at det gav ham et nyt perspektiv på tilværelsen.

»Der er ingen tvivl om, at det betød noget. Jeg blev 50 år og har fået et barn mere, det ændrer hele mit verdensbillede til noget andet. Man holder op med at gå i byen, og så er det nemmere at vågne op lørdag formiddag og spise salat, end hvis du har været ude til klokken fem om morgen. Pludselig strammer man op og tænker over at aflevere verden bedre,« forklarer komikeren.

Når det kommer til hans egne børn, håber Casper Christensen også, at de vil følge hans eksempel, men han er ikke fanatisk.

»Jeg ville ønske, mine store børn spiste rent grønt. Det gør de ikke, men de er opmærksomme på det. Jeg synes, min lille søn skal leve 100 procent grønt, men jeg tror, det falder stille og roligt på plads. Når han får pizza i dagplejen eller frikadeller hos mormor, så er det også fint,« siger Casper Christensen, der dog godt kunne drømme om, at daginstitutioner var vegetariske.

Ændringerne i komikerens liv er da heller ikke gået ubemærket hen blandt omgangskredsen.

»Mine venner kiggede også på mig og tænkte: Hvad foregår der?« griner komikeren og tilføjer:

»Der er ikke nogen i min omgangskreds, der er andet end lykkelige for det her, for de kan se, jeg har det godt, og de siger også, jeg måske endda er blevet et sødere menneske at være omkring.«

Casper Christensen understreger dog, at han ikke er blevet kedelig, bare fordi han har lagt livsstilen om.

»Jeg er ikke blevet en frelst munk, der sidder i lotusstilling og kigger ud over vandet hele tiden. Jeg kan stadig lide at have det sjovt og gå ud, jeg har bare justeret,« lyder det fra komikeren.

Casper Christensen har droppet kød helt og i stor udstrækning også mælkeprodukter.
Casper Christensen har droppet kød helt og i stor udstrækning også mælkeprodukter. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere