»Vi har gentænkt designet og efter nøje overvejelse fjernet serveringsbakken og i stedet givet hende en øl i hånden. Det har vi gjort, fordi vi ønsker at illustrere en moderne kvinde, der er med til festen på sine egne præmisser.«

Sådan lød det fra Michelle Lægdsgaard Larsen, Brand Manager Tuborg, i en pressemeddelelse torsdag.

Det er Tuborgs pilsner 'Guld Tuborg' – også kendt som en gylden dame – der efter 25 år med samme etikette er blevet redesignet.

Og den nye etikette vækkede begejstring hos 'Det, vi taler om'-vært, Ditte Okman:

»Den er sgu ret pæn, synes jeg,« lød det i fredagens program.

Hun var dog ikke helt overbevist om, at processen bag den nye etikettes tilblivelse, hvor bryggeriet blandt andet har været i dialog med Dansk Kvindesamfund, er det rigtige.

»Skal vi være så angste, at vi gør som Tuborg, der kontakter Dansk Kvindesamfund, alle mulige førende feminist-debattører og kønsforskere, fordi man måske forsøger at komme en eller anden shitstorm i møde?«

For Anna Thygesen, indehaver af PR-bureauet WeDo Communication, handler det mere om, at Tuborg, i hendes optik, forsøger at vise, hvor politisk korrekte de er, når de i pressemeddelelsen skriver, hvem de har været i dialog med om etiketten.

Jakob Steen Olsen kalder det for et skidesmart reklametrick af Tuborg.
Jakob Steen Olsen kalder det for et skidesmart reklametrick af Tuborg. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Nogle teenagere med nogle øl, tre piger og tre fyre, kunne nok godt være kommet på at fjerne bakken og lade hende drikke øl. Hvorfor involvere sådan en NGO?« spørger hun.

Jakob Steen Olsen, teateranmelder på Berlingske, har dog et bud på, hvorfor bryggeriet har valgt at kommunikere etiket-ændringen ud på den måde, de nu engang har gjort.

»Det er da et skidesmart reklametrick, for hvem er det, der drikker guldbajere? Det er nok gamle mænd med hængebug. Det er da skide smart, nu er det blevet en feministøl, og den hensunkne gamle guldbajer er én, alle taler om.«

I B.T.s artikel om etiketteændringen var der også en afstemning om, hvorvidt det er en god idé at ændre etiket.

Ud af 19.027 stemmer, svarer 84 procent 'Nej, nogen ting skal man bare ikke lave om på', 11 procent svarer 'ja, man må følge med tiden', men de sidste fem procent svarer 'ved ikke'.