Gik Mette Frederiksen ned på Donald Trumps niveau, da hun forleden sendte en stikpille i journalist Henrik Qvortrups retning?

Det mener Nikolaj Vraa, der fredag var blandt paneldeltagerne i 'Det, vi taler om'. Og han var ikke den eneste i panelet, der så lighederne.

Den omtalte situation fandt som bekendt sted torsdag aften – forud for partilederdebatten på DR og TV 2. Her havde en lang række journalister taget opstilling foran Statens Museum for Kunst for at fange partilederne på vej ind til debatten.

Blandt disse var Ekstra Bladets Henrik Qvortrup, og han og Mette Frederiksen var efter alt at dømme ikke på bølgelængde. Hun afviste at svare konkret på hans spørgsmål og henviste i stedet til, at det måske var meget godt, at hun var statsminister, og ikke ham.

Pernille Vermund (NB), Mette Frederiksen (S) og Søren Pape Poulsen (K) under partilederdebat om covid-19 på Statens Museum for Kunst i København torsdag den 14. maj 2020.
Pernille Vermund (NB), Mette Frederiksen (S) og Søren Pape Poulsen (K) under partilederdebat om covid-19 på Statens Museum for Kunst i København torsdag den 14. maj 2020. Foto: Philip Davali
Vis mere

Og det var dårlig stil, mener Søs Marie Serup, der også var en del af panelet i 'Det, vi taler om' fredag.

»For lige at forklare, hvorfor det er problematisk: Det er, fordi statsministeren er pressens minister. Det er den ene ting. En anden ting er, at en minister taler fra et ophøjet sted i forhold til en enkelt journalist,« forklarede hun og tilføjede:

»Jeg ved godt, at vi alle ved, hvem Henrik Qvortrup er, og tænker, at han godt kan klare at få nogle på bærret, og så flabet, som han selv er, så skal han også være klar til at få igen af samme skuffe, men der er altså forskel på at være menig medarbejder på et eller andet tilfældigt medie og så at være landets statsminister.«

Seancen har siden trukket næsten flere overskrifter end selve partilederdebatten.

Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Blandt befolkningen synes der – i hvert fald blandt nogle – at være enighed om, at statsministerens svar til journalisten var helt på sin plads.

»Det kloge for hende er også, at hun vælger sådan nogle som eksempelvis Brian Weichardt og Henrik Qvortrup (begge Ekstra Bladet-journalister, red.) at gøre det mod.«

»For hvis man forestiller sig, at hun havde opført sig sådan over for Christine Cordsen (DR) eller Hans Redder (TV 2), var der nok flere, der havde forholdt sig på en anden måde,« vurderede Søs Marie Serup i programmet.

Den politiske kommentator bemærkede med et grin, at hun hellere måtte være varsom med sine ord, fordi folkestemningen er på Mette Frederiksens side.

På de sociale medier er det da også ganske tydeligt, at folk ikke mener, der skal tages hensyn til Henrik Qvortrup – eller at hans spørgsmål overhovedet var relevant – bemærkede 'Det, vi taler om'-vært Ditte Okman i programmet.

»Folk synes enten, at hun er en helt, fordi hun satte ham på plads, fordi han i manges optik er et kæmpe svin og altid har været det. Og så er der dem, der begynder at sammenligne hende med Donald Trump,« sagde hun.

En sammenligning, der ifølge paneldeltagerne ikke er helt ved siden af.

Donald Trump er berygtet for at tage sine kampe med medierne, og han er ikke bleg for at udpege specifikke medier som fake news-centraler og gå hårdt til udvalgte journalister.

Søs Marie Serup, politisk kommentator og tillige direktør i kommunikationsbureauet by SERUP.
Søs Marie Serup, politisk kommentator og tillige direktør i kommunikationsbureauet by SERUP. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Selv om Donald Trumps udtalelser og beslutninger ofte er væsentlig mere krydrede end Mette Frederiksens, er der ligheder i deres håndtering af pressen.

»Han tager det personligt. Og det er det samme, Mette Frederiksen gør. Det, der sker, det er, at hun begynder at tage det personligt. Det begynder at gå hende på nerverne, at Henrik Qvortrup er fucking irriterende,« grinte Ditte Okman i programmet, og Søs Marie Serup tilføjede:

»Det er meget sammenligneligt med Trump på det punkt. Hans tilhængere er jo fuldstændig vilde med det.«

Ifølge Søs Marie Serup er den ubetingede opbakning til Donald Trump også et fænomen, vi ser i det danske politiske landskab i relation til Mette Frederiksen.

»Man kalder det polarisering, og det betyder grundlæggende, at hvis du holder med Mette, synes du, at alt, hvad hun siger, er rigtigt, og alt, hvad folk gør imod hende, er forkert,« forklarede hun i programmet.

Og netop dette fænomen er grunden til, at reaktionerne mod Henrik Qvortrup og hans spørgsmål har været så voldsomme:

»Der mangler ligesom en grundlæggende forståelse af, at det rent faktisk er pressens opgave at få kritisk lys på det, regeringen gør. Både de små og de store ting,« fastslog Søs Marie Serup.

Du kan lytte til 'Det, vi taler om' herunder eller finde den som podcast på Podimo, iTunes eller Spotify.