Det er fredag og Danmarks bedste sladdermagasin, 'Det, vi taler om', er klar med et veloplagt panel, der i dag består af Jakob Steen Olsen, Anna Thygesen, Jacob Heinel Jensen og Nikolaj Vraa.

I første time diskuterer vi bl.a. hvor prins Joachim egentlig hører til - er det i Danmark eller Frankrig?

Og så stikker vi snuden langt ned i skuespilleren Henning Jensens nye selvbiografi, ‘Gennem glasvæggen’. Hvorfor vil eller skal vi læse om en skuespillers destruktive depression? Og hvad var det for et forhold, han havde til Ghita Nørby?

Ditte Okman har også en saftig historie med om Radio Loud, som på to døgn pludselig fik to tusinder nye - særligt udenlandske - følgere på instagram. Hvem står bag det?

I anden time skal vi en tur i Benny Berdinos cirkus. Han jonglerer nemlig med andet end cirkuskegler. Og noget tyder på, at både befolkningen og regeringen ikke har gennemskuet hans fupnumre.

Vi har også Søs Marie Seerup med på en telefon - og hun gør os klogere på ugens konflikt mellem statsminister Mette Frederiksen og Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup. Har Mette Frederiksen taget ved lære af Trumps håndtering af medierne?

Du kan lytte til podcasten her eller finde den som podcast på Podimo, iTunes eller Spotify.

Programmet er produceret af Johanne D. Holgersson.