Det er befriende og livsbekræftende, når unge mennesker med studenterhuer dukker op i gadebilledet. Det er skønt at høre deres glæde, når de kører i studentervogn, mens folk dytter, vinker og råber tillykke.

Desværre er noget af glæden taget af disse studentervognture. De senere år har vi oplevet, hvordan tilfældige studenter(vogne) er blevet angrebet med diverse kasteskyts.

I år var ingen undtagelse. Københavns Vestegns Politi skrev følgende ud om aftenen den 29. juni: 'Til jer der chikanerer vores studenter rundt omkring i politikredsen ved at kaste æg, vand, sten og kanonslag: STOP JER SELV! Det er ikke i orden at ødelægge en glad og festlig dag for de unge mennesker! Vi er derude og gør hvad vi kan for at fange jer.'

Beskeden fra politiet blev bragt af rigtig mange medier. Da jeg læste det, blev jeg vred. Hvordan kan man være så afstumpet, at man angriber glade studenter?

Om eftermiddagen den 30. juni så jeg en video, der stammede fra Snapchat og florerede i en stor Facebook-gruppe. På videoen kunne man se en gruppe unge mænd med udenlandsk baggrund stå på åben gade og kaste æg mod en studentervogn, mens de råbte følgende:

»Små aber. Hvad tror I, det er? Fyr et æg i hovedet på dem, mand. Fyr! Ha, ha. Lige i hovedet. Tillykke med huen.«

Det fik mig til at dele videoen på min Facebook-side med følgende ordlyd: 'Sådan ser det ud, når unge mænd med udenlandsk baggrund angriber en studentervogn…'

Forklaringen bag videoen skiftede lidt undervejs. Først var det en tradition. Efterfølgende var videoen lavet som et indslag af en komiker.

Hetzen og truslerne mod mig har selvfølgelig igen været der fra venstrefløjspersoner og folk med udenlandsk baggrund.

De får mig ikke til at tie - tværtimod! Det er sagen simpelthen for vigtig til.

For uanset hvad, har der, som B.T. blandt andet har beskrevet, de seneste år været en række episoder, hvor studenter er blevet mødt med kanonslag, æg og flasker i hovedsageligt indvandrertunge områder.

Og uanset hvad, viser videoen det, jeg skrev: et angreb på en studentervogn begået af unge mænd med udenlandsk baggrund.

Hvad bliver det næste? Stenkast fra motorvejsbro bliver filmet og kaldt komik? Biler bliver sat i brand, det bliver filmet og kaldt komik? NEJ – det er det rene vanvid!

Gennem de sidste mange år har vi set et normskred forårsaget af berøringsangst og ligegyldighed. Opgaver, som normalt burde ligge hos civilsamfundet, er blevet en samfundsopgave. Manglende opdragelse og evnen til at sige fra over for uønsket adfærd er endt med at blive en politiopgave. Det er angrebene mod studentervogne et godt eksempel på.

Udskamningen og forsvaret for det uforsvarlige er tilsyneladende vigtigere end at erkende problemerne og handle på dem. Hvorfor vælger venstrefløjspersoner og visse folk med udenlandsk baggrund at lukke øjnene for de reelle problemer og i stedet skyde på budbringeren, der forsøger at løse problemerne?

Jeg er et menneske. Jeg er ikke perfekt. Jeg har forliget mig med at være skydeskive. Jeg har taget beslutningen om at stille mig i forreste linje i kampen for Danmark. Det er vores børns fremtid, det gælder.

Min holdning er helt klar. En 'komiker' med mange unge følgere er med til at legitimere angreb på studenter, når han står og tyrer æg mod studentervogne. Det danner præcedens for den ækle, nye tendens, vi ALDRIG skal acceptere i Danmark.

Som den ansvarlige skoleleder, der ikke accepterer kast med FROSNE karameller til sidste skoledag, skal vi alle som ansvarlige voksne også sige fra over for afstumpet adfærd. Ellers er det endnu en sag til glidebanen, som i forvejen er ved at ændre vores land til det ukendelige.