Går man ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, kan man se, at der er gennemført 98 stramninger på udlændingeområdet siden 2015.

Det lyder jo egentlig meget godt. Problemet er bare, at flere af stramningerne ikke er reelle stramninger!

En af 'stramningerne' er f.eks. 'færre på kostpenge ved øget brug af cafeterier på asylcentrene', en anden er 'elektronisk adgangskontrol i udrejsecentre', mens en tredje er 'gebyrbetaling på permanent opholdstilladelse'.

Det er ikke stramninger, der løser de reelle problemer. Det er lappeløsninger og symbolpolitik, der skal give befolkningen indtryk af, at der er styr på udlændingepolitikken, selvom det modsatte er tilfældet.

Mette Thisen er folketingskandidat for Nye Borgerlige og medlem af byrådet i Hillerød Vis mere

Under valgkampen ved sidste folketingsvalg i 2015 lovede Lars Løkke Rasmussen en straksopbremsning af flygtningestrømmen til Danmark. Det er ikke sket.

Migranter har siden vandret på vores motorveje og ind i vores skoler, daginstitutioner og boligområder.

Tusindvis får årligt asyl. Meget få bliver udvist. Udviklingen bliver ikke vendt. Det bliver værre – blot i et lidt langsommere tempo.

Det lyder flot at have strammet 98 gange, men reelt er det bare som at tage vand op af et næsten fyldt badekar med en lille kaffekop

Der er brug for, at proppen tages ud af bunden med det samme. I Nye Borgerlige vil vi tage proppen ud ved bl.a. at indføre et fuldt asylstop.

Vi vil ikke som Dansk Folkeparti se til, at Lars Løkke Rasmussen lover en masse under en valgkamp, som han efterfølgende ikke overholder.

Det handler ikke om antallet af stramninger. Det handler om virkningen af dem. Det er på tide, at politikerne laver andet end symbolpolitik og lappeløsninger.

Der skal reelle stramninger til, så vi får bugt med de massive udlændingeproblemer, vi har i Danmark.

Voldtægter, overfald, kvindeundertrykkelse og had mod homoseksuelle og jøder skal have en ende. Kriminelle udlændinge skal smides ud efter første dom. Vi skal vinde vores frie og trygge land tilbage!

For at vi kan det, er vi nødt til at pege på elefanten i rummet: udlændinge fra muslimske lande.

Derfor foreslår vi i Nye Borgerlige, at statsborgerskab ikke skal tildeles indvandrere og efterkommere fra lande, der hviler på islamisk kultur og samtidig er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

At få dansk statsborgerskab er en gave. Den skal vi selvfølgelig ikke give til religiøse muslimer, der sætter sharia over Grundloven og frihedsrettighederne.

Vores forslag er selvfølgelig blevet mødt med foragt af folk som Jan E. Jørgensen, David Trads, Joachim B. Olsen, Jacob Mark og Jarl Cordua, der alle forsøger at udskamme os. Det samme gør Facebook.

Da jeg lavede et videoopslag om statsborgerskab på min Facebookside, gik der ikke lang tid, før opslaget blev slettet, og jeg blev blokeret i 72 timer for 'hadefuld retorik'.

Jeg blev rasende over at blive censureret på et fuldstændig ugyldigt grundlag. Heldigvis – efter 24 timer – kunne Facebook godt se, at de havde begået en fejl, hvorefter de gendannede mit opslag og ophævede min blokering.

Jeg synes, det er bekymrende, at Facebook på den måde censurerer politikere fra højrefløjen. Jeg har aldrig hørt det ske for politikere på venstrefløjen.

I marts 2018 oplevede jeg sågar at blive blokeret i 48 timer, fordi jeg delte et billede af en trusselsbesked mod mig, der var skrevet offentligt af en udlænding i en kommentar under et af mine opslag. Facebook mente ikke, at der var grund til at blokere eller udelukke udlændingen, som stod bag truslen.

Jeg mener, at de danske medier bør få øjnene op for dette demokratiske problem, hvor Facebook censurerer de 'forkerte' holdninger. I mellemtiden kæmper jeg videre.

Jeg er stolt af at være en del af et parti, der passer på danskerne og lytter til deres bekymringer. For mig betyder det meget at være danskernes vagthund og talerør.

Folk kan udskamme os ligeså tosset, de vil. Os får de ikke ned med nakken. Vi siger, hvad vi mener, og vi mener, hvad vi siger!