Lad mig dog spise mine jordbær i fred.

Jordbærboden har fået videoovervågning. Sådan sagde Mette Frederiksen i åbningstalen. Det lød som et skræmmebillede på Danmark. Maleriet er falmende, konstaterede statsministeren før bemærkningen om videoovervågning.

Det lød, som om jordbærrene i boden først og fremmest var blevet sure.

For hvis et maleri er skævt, kan det hænges op igen. Hvis et maleri er falmet, kan det restaureres. Hvis maleren er utilfreds med sin streg, tegner han en ny. Det må være den politiske ambition at ændre en kurs, man ikke er tilfreds med.

Derfor undrede det mig helt vildt, at regeringen kort efter foreslog udrulning af massiv masseovervågning. Hvad blev der af visionen om en jordbærbod fri for overvågning, hvor kassen kan stå frit fremme? Tilliden? Er overvågning af jordbærboden nu blevet ambitionen i stedet?

Ville jeg købe jordbær i den bod, hvor der hænger kameraer rundt omkring? Nej. Jeg ville tænke 'Hvad i alverden er det for et sted, hvor man ikke kan gøre den slags uden at have et kamera i nakken? Hvad rager det kameraet at filme, mens jeg rager på jordbærrene, så jeg ved, hvilke der er modne?' Videre til den næste bod i vejkanten.

Det skal skabe tryghed, lyder forklaringen. Sandheden er bare, at kriminaliteten i Danmark er stærkt dalende. Antallet af indbrud er ifølge Danmarks Statistik faldet fra 115.000 i 2009 til 75.000 i 2019.

I 1998 blev anmeldt 135.000 forbrydelser, hvilket var faldet til under 90.000 i 2018. Antallet af fængselsdømte er faldet fra over 25.000 i 1990 til 15.500 i 2018. Det går fremad. Tak til politiet for den store indsats. Den slags skal da virkelig fejres, så måske de skulle belønnes med en jordbærkage eller de første nyplukkede jordbær til foråret.

Hvorfor skulle tiden være inde til at udrulle massiv masseovervågning med engelsk forbillede? Jeg forstår det ikke.

Jeg er ikke blind for de eksplosioner, der har fundet sted i København. Ej heller den hårdkogte bandekriminalitet. Situationen er alvorlig, men der skal rigtige løsninger til frem for automatreaktioner og falsk tryghed.

Eksperter har været ude at sige, at kameraovervågning netop ikke er løsningen på den slags kriminalitet. Og jeg er helt enig. Det har ikke løst noget i England – hvorfor skulle det så ske i Danmark? Det er nemt at omgå overvågning med hættetrøjer og kasketter.

De kriminelle er altid et skridt foran. Vi har i forvejen anslået 1,5 millioner kameraer i Danmark, svarende til cirka et for hver fjerde dansker. Hvad skal 300 ekstra nytte? Udrulning af yderligere massiv masseovervågning er falsk tryghed. Hvad med i stedet at sætte midlertidigt og målrettet ind på udvalgte steder i stedet for at besvare enhver kriminalitet med vilkårlig opklistring af kameraer?

Kameraer på hvert gadehjørne og ved jordbærboden mistænkeliggør uskyldige danskere. Det skaber utryghed og er en forkert politisk eskalering i en situation, hvor kriminaliteten i Danmark rent faktisk er faldet.

Ofrene bliver i stedet de jordbærspisende danskere. Det kan da ikke være en løsning på noget som helst. Hvorfor betale med danskernes personlige frihed og privatliv, når det ikke har effekt?

»Men er det ikke lige meget, når man ikke har noget at skjule?« lyder argumentationen ofte. Det synes jeg, Edward Snowden svarer fremragende på: »At sige, at man er ligeglad med overvågning, fordi man ikke har noget at skjule, er det samme som at sige, at man er ligeglad med ytringsfrihed, fordi man ikke har noget at sige.«

Lad os dog kere os om vores frihedsrettigheder. Om jordbærboden i vejkanten uden videoovervågning. Må jeg ikke spise mine jordbær i fred?