Det er 30 år siden. Jeg arbejdede i et supermarked og skulle møde tidligt lørdag morgen – med dundrende tømmermænd, fordi jeg havde danset til klokken 4.

Det eneste rene i skabet var en kort nederdel, jeg selv havde rimpet sammen af et stykke mørkeblåt ribstof. Den tog jeg på – ingen kan alligevel se, hvad man har på underkroppen, når man sidder i kassen.

Han var slagter og i 40'erne. Typen, der altid kom med bemærkninger af den slags, man smiler afmålt til, mens man tænker: 'Så hold dog kæft, din klamme idiot.'

Da jeg kom ind i kantinen til pause, kunne jeg udelukkende tænke på brun sovs. Til tømmermændene. Heldigvis var dagens ret flæskesteg. Og mens jeg stod i kø efter min portion, kom han bagfra på vej ud, lod hånden glide ned over mine baller og hev i sømmen på nederdelen, mens han sagde: 'Den er da hulkort, den der!'

Mon ikke jeg, hvis det havde været en helt almindelig dag på gaden, i bussen, på baren eller på vej hjem fra byen, bare havde gjort, hvad jeg plejede: Smilet afmålt uden at se ham i øjnene og tænkt det sædvanlige?

Men den lørdag med hovedpine og sovselængsel gik naturen over optugtelsen. Jeg snurrede om på hælen, hamrede ham en på skrinet og råbte: 'Fingrene væk fra min røv, din nar!' Og satte mig ned med min flæskesteg ved kassedamebordet.

I dødlignende stilhed. Ingen talte nogensinde om det efterfølgende. Jeg havde egentlig opfattelsen af, at det var mig, der var en hystade.

Siden har jeg smilet høfligt og tænkt det sædvanlige mange, mange gange.

F.eks. da jeg havde et job i en af fagbevægelsens afkroge, hvor en af de ledende skikkelser (lad os kalde ham Bob) helt åbenlyst blev kaldt 'Elevator-Bob', dels fordi han altid gav en det lange, dvælende 'op og ned'-blik med lange pauser omkring brystregionen, dels fordi man som hovedregel skulle sørge for at stå med ryggen op ad væggen, hvis man mødte ham i en fyldt elevator.

Og da jeg gennem flere år oplevede det ledende bestyrelsesmedlem i virksomheden, der på rejser havde for vane at ringe de kvindelige medarbejdere op sent om aftenen og invitere dem over på sit hotelværelse.

Plus det løse.

Finansdirektøren, der altid fortalte blondinejokes, når jeg var i rummet.

Fredagsbranderterne, der lægger ud med snøvlende at spørge, hvorfor sådan en køn pige ikke smiler lidt mere, og fortsætter med at kalde mig 'sure luder'.

Ukendte mænd, der sender mig billeder af deres pik.

Taxichauffører, der spørger mig, hvor min mand er henne, når de henter mig fra fest iført hundrede kilo pailletter og stirrer ufravendt på mine lår hele vejen hjem, når jeg fortæller dem, at sådan en ikke findes.

I århundreder har det været vores virkelighed. Og vi har himlet øjne til hinanden og været 'good sports' og smilet høfligt og tænkt det sædvanlige.

Lige til for to år siden, hvor den amerikanske skuespiller Alyssa Milano opfordrede kvinder til at dele deres oplevelser af seksuel chikane og overgreb under hashtagget #MeToo – bare så verden kunne få et billede af omfanget.

I Danmark er der ikke én eneste mand, der er blevet udskammet, retsforfulgt eller nævnt ved navn i kølvandet på MeToo-bevægelsen.

Ikke én eneste mand har mistet respekt, venner eller privilegier (lad ligge, at Peter Ålbæk i årtier har opført sig som en ulækker sexist og bærer den betegnelse som en laurbærkrans om panden, mens verden står og tøhø'er).

Alligevel skal jeg dagligt høre og læse lange epistler fra indebrændte mænd og kvinder, der nu mener sig ude af stand til at flirte og savner at blive klappet i røven som i de gode gamle dage før #MeToo.

Der lader desværre til at være en beklagelig omvendt proportionalitet mellem de kvinder, der savner uønskede berøringer, og de mænd, der føler trang til at udøve dem.

Men jeg laver da hjertens gerne en formidlingscentral. F.eks. kan jeg uden problemer dirigere alle de dickpics, jeg modtager, videre til Susse Wold og Pia Kjærsgaard og andre, der savner den slags i dagligdagen. I skriver bare.

Forleden fik KUA-lektor Marianne Stidsen så sine 15 minutter og lidt til med en udmelding om, at MeToo er en terrorbevægelse, og at det er på tide, at vi aktivister bliver retsforfulgt efter terrorparagraffen. Lad mig hertil nøjes med stilfærdigt at konstatere, at der som oftest er tungvejende grunde til, at et standpunkt er ledigt.

Og hvis alene tanken om, at man skal opføre sig respektfuldt over for andre mennesker – uanset køn – er en så voldsom indgriben i ens hverdag, at man slet ikke ved, hvordan man skal omgås efter #MeToo, har man efter min mening brug for et klap andre steder end i røven.