Jeg er FOR MEGET. Det er ikke en diagnose – dem har jeg ellers adskillige af – bare en definition. Nok den, jeg hører oftest.

Min formegethed betyder, at jeg lever efter devisen ’højt af flyve...’ med fortsættelsen ’…er det sted, hvor det kilder mest i maven, så lad os opholde os der’.

Jeg hader udtryk som ’spis brød til’ og ’på det jævne’. Jeg forstår ikke, hvordan ’hovedet op og benene ned’ kan være et acceptabelt svar på et spørgsmål om nogens velbefindende.

Det er dødbesværligt at være for meget. Mest for andre.

Folk holder sig for ørerne, når jeg synger, og fire gange har jeg haft chefjobs, hvor jeg lykkeligt lagde ud med at sidde i storrumskontor – for ganske få kvartaler senere at finde mig selv i et lille glasaflukke, hvor ingen kunne høre mig nynne, mens jeg skriver eller taler (for) højt i telefonen.

Sidste år var jeg til gudstjeneste i en kulsort baptistkirke i Chicago. Der skubbede damerne i de gule kjoler mig i siden og sagde: »You go, girl!« da jeg stemte i. Det gør de desværre aldrig i Frederiksberg Slotskirke.

Jeg har aldrig forstået, hvordan nogen kan brokke sig over fejringer. Jeg bliver lykkelig, når jeg ser julepynten komme frem i butikkerne, og min vinduespudser kommer om et par dage, så vi snart kan få hængt min prægtige samling af farvestrålende ornamenter op.

Jeg har blandt andet en vidunderlig, overforgyldt og meget trumpisk 3D-version af Det Hvide Hus, som min veninde i Washington gav mig sidste år. Den fik mig næsten til at græde af glæde.

I år vil jeg forøge samlingen med en mængde dyr, der lyser. Jeg tror virkelig, at min omverden vil sætte pris på en overdådigt lysende dyrepark på altanen. Hvis ikke, er det mere trist for dem end mig.

Hvert år fejrer jeg min fødselsdag i dagevis. Det er den femtende i denne måned og jeg bliver aldrig nogensinde for gammel til at ligge søvnløs aftenen før og glæde mig.

Jeg elsker farvestrålende tøj, guld og pailletter. Utallige er de breve og beskeder, jeg har modtaget fra vrede tv-seere, der på bestemteste vis har fortalt mig, at kvinder, der er over 40, taler om politik og bruger størrelse 40-42 i tøj, IKKE skal være iklædt stramtsiddende kjoler med undulater.

Engang var der endda en pensionist fra Nordsjælland, der fortalte mig, at hun kunne se stroppen på min bh gennem min sølvbluse, og at hun fandt dette aldeles uantageligt. Hun fortalte mig også, at mine tænder var for skæve til tv, men det er sværere at ændre, idet jeg brugte sut til langt op i skolealderen og har et gedigent suttebid som følge.

Heldigvis har min tandlæge kærligt, men bestemt erklæret, at det er godt, at jeg ikke har haft bøjle på, for, som hun siger: »Du smiler med hele tandsættet, og jeg tror sgu ikke, det grin ville kunne være der, hvis du havde fået flyttet fortænderne.«

Jeg bliver konstant forelsket i mænd, jeg ikke kan få. Jeg kommer også konstant til at fortælle dem det. Desværre venter jeg ikke, til de har ringet 3,6 gange og inviteret mig ud, mens jeg har spillet kostbar og undladt at ringe tilbage og afslået.

Hvis jeg kan lide nogen, siger jeg det til dem. Det bryder de sig alt for sjældent om. Jeg kysser alle mennesker, jeg holder af. Det bryder deres koner sig alt for sjældent om.

Til gengæld får jeg en stor gave af mig selv, hver gang mit hjerte bliver knust. Sidste gang var det en knaldblå minkpels.

Engang mødte jeg en søofficer på netdating. Han havde løjet sig ti centimeter højere, end han var, og brugte halvanden time på at belære mig om, hvad han ikke kunne lide ved kvinder. Jeg kunne ikke lide ham.

Efterfølgende skrev han til mig, at jeg efter hans mening skulle begrænse mit kropssprog og havde ’for lidt østrogen’. Det ved jeg så med sikkerhed ikke passer. Jeg har faktisk så meget PMS hver måned, at jeg hulker helt ned i maven, både når jeg ser Merci-reklamen og skolepatruljen (de er SÅ søde i deres alt for store regnslag).

Mindst én gang om dagen ønsker jeg, at jeg var en ukompliceret kontorassistent fra Kalundborg med kobberbryllup og en klassisk garderobe i mørkeblå og beige. At jeg aldrig havde hovedpine og nattesorg og følelsesstorme.

Men så tænker jeg på den søde ven, der engang, hvor jeg tudede i telefonen, blidt men bestemt fortalte mig, at »det mest fremherskende fælles karaktertræk ved mennesker, der synes, at du er for meget, er, at de selv er for lidt.«

Måske. Men det er nu ligesom, at forlidthed ikke er helt så ugleset. Og i dette land, hvor mørket falder på klokken fire, og der er foreninger for alt, er vi faktisk nogen, der også ønsker os en.

De Ikke-Anonyme. Jeg tænker logo i rhinsten.

For jeg hedder Rulle, og jeg er for meget.