Jeg har nære venner i alle politiske farver.

Venner, som jeg vil gå igennem ild og vand for – og som vil gøre det samme for mig.

Venner, som vil hente mine børn ved en færge, når bussen er aflyst – selv om de har et borgmesterkontor at passe.

Venner, som i årtier har holdt mig i hånden og om skuldrene på en havnekaj, når jeg endnu en gang har viklet mig ind i en kaotisk kærlighedssituation og har haft brug for Kleenex, kys og californisk cabernet i stride strømme – selv om de har et ministerium, der ringer hver femte minut og spørger, hvor FANDEN de er henne, og hvorfor de ikke har læst dagens mulepose med dokumenter endnu.

Venner, som tilbringer timer på fortovscafeer med mig og 14 kopper americano med varm mælk, når jeg har pengesorger, ondt i min gigt eller pms – selv om de har tre tusind siders lovtekst, de skal have læst igennem til på torsdag,

Venner, der er min familie, og som heldig- og tilfældigvis har valgt at bruge fem, ti eller tyve år af deres liv på at arbejde i demokratiets tjeneste som politikere. Fælles for dem er, at de virkelig tror på, at de kan ændre noget. Gøre en forskel. Uanset, om den forskel starter eller slutter et helt andet sted, end en forbenet liberalist som jeg synes, den skal starte eller slutte.

Jeg har aldrig nogensinde været tæt på en politiker – uanset fordelingspolitisk ståsted – der har valgt at besidde et politisk embede, fordi de tænkte, at det var et nemt og velbetalt job. Det er muligt, at de findes. Jeg kender dem ikke. Jeg ved ikke, hvem de er. Måske gider de ikke være venner med mig.

Men jeg bliver træt helt ind i sjælen, når det tilsyneladende kommer som en kæmpe overraskelse for nogen, at der er store følelser på spil i politik. På en eller anden måde er det blevet en anerkendt sandhed, at politikere over en bred kam er kælderkolde bureaukrater, der ikke har deres gang i det sagnomspundne 'virkelige liv', hvor vi andre er.

Og det trækker gule breaking-bjælker, når nogen af dem bliver rasende over, at andre 'pisser på vælgerne', eller er tæt på tårer over, at et livsprojekt slutter brat og for rullende kameraer på en parkeringsplads i Jylland.

Jeg ved ikke, hvis skyld det er. Men de medier, der uforvarende har givet mig spalteplads til at tæve løs på dem lige her, har i hvert fald en del af den. Det er ikke et rimeligt ræsonnement, at vores folkevalgte kun træffer beslutninger med udgangspunkt i deres egen privatøkonomi eller snævre særinteresser. Alligevel bliver det fremført dagligt. Også i denne avis.

Politikerne har skam også selv et ansvar. Det er blevet gængs praksis at beskylde politiske modstandere for at leve i utopier, lade fantasillionerne rulle, kalde minimale skatteomlægninger for rødvinsreformer og hvad har vi. Partierne ansætter flere og flere kommunikationskrigere, der kan afspore enhver debat med det, som min mor, da mine tre søstre og jeg var små og skændtes om ubetydelige ting, kaldte 'du stjal min spand og skovl sidste år'-argumenter på Twitter og Facebook.

Og nu er vi så nået dertil, hvor det er helt legitimt at kalde politikere racister og landsforrædere og fede og grimme og pampere og alt muligt andet. Det sker dagligt i kommentarspor – og i e-mail og beskeder til dem selv, kan jeg bevidne. Faktisk er vi nået dertil, at der kun kan mønstres let til moderat forargelse fra folkedybet, når nogen truer politikernes børn på livet.

Når det så småt er lykkedes at dehumanisere det hverv, som vi vælgere og borgere er dybt afhængige af bliver søgt og indtaget af mennesker, der kan repræsentere os alle sammen, er der til sidst ikke nogen, der gider have det. Eller i hvert fald kun dem, der hverken har en fortid, nutid eller fremtid, der kan passere igennem det perfektionsnåleøje, som vi efterhånden har konstrueret.

Det har efterhånden stået lysende klart for mig i mange år, at jeg aldrig nogensinde ville kunne leve op til de krav.

  • Jeg er hidsig og stædig og udiplomatisk, græder, når jeg bliver ked af det, og råber, når jeg bliver vred.
  • Jeg bander og drikker og har sex med hvem, jeg har lyst til (også når jeg har bandet og drukket).
  • Jeg har en kronisk psykisk lidelse, som jeg får medicin for.
  • Jeg bor i en stor lejlighed, som jeg ejer og har en betragtelig friværdi i. Det har jeg, fordi jeg har været flittig og dygtig – ikke heldig.
  • Og værst af alt: Jeg er faktisk klogere end en del mennesker på en hel del ting og er ikke bange for at vise det.

Jeg er sikker på, at de mennesker, der er lettede over, at jeg aldrig går ind i politik, er talrige som himlens stjerner. Det er jeg ligeglad med. Men jeg er ikke ligeglad med, at der bliver færre og færre, jeg kan spejle mig i.

Det burde I heller ikke være.