Læs modsvar på Inger Støjbergs kritik fra Socialdemokratiets Mattias Tesfaye i bunden under dette indlæg.

Det kommende folketingsvalg handler om, hvilken retning udlændingepolitikken skal tage i de kommende år.

Skal vi holde fast i den faste kurs, som V, DF, LA og K sammen har ført de sidste fire år?

Den kurs, der har sikret det laveste niveau for asylansøgere i 10 år, som har medført en fordobling af andelen af nytilkomne flygtninge i arbejde, og som har sparet det danske samfund for milliardudgifter, fordi vi har strammet op.

Eller skal vi vælge Mette Frederiksens (S) vej, lempelsesvejen, hvor ydelserne skal sættes i vejret for udlændinge, så Danmark igen bliver en mere attraktiv asyldestination, og udlændinge mister incitamentet til at arbejde?

Hun er ikke meget for at tale om det, Mette Frederiksen (S). Et er, at hun kan blive tvunget til lempelser af Morten Østergaard (R), der kræver en skriftlig garanti for en slappere udlændingepolitik for overhovedet at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister.

Men Socialdemokratiet går også selv til valg på at lempe udlændingepolitikken. Man vil bare helst ikke fortælle vælgerne om det.

Derfor har Socialdemokratiet gemt sit forslag om en 'ydelseskommission' ganske godt af vejen i deres udlændingeudspil fra sidste år.

Men tag ikke fejl. Når Mette Frederiksen (S) vil nedsætte en ydelseskommission, så er det alene med ét formål: at fastlægge niveauet for, præcis hvor meget udlændinge, der ikke arbejder, skal have ekstra i sociale ydelser fra det offentlige.

Sidst Mette Frederiksen (S) havde ministeransvar, gav hun en flygtningefamilie 10.000 kr. ekstra hver måned! Denne gang nægter hun at svare på, præcis hvor meget hun vil hæve ydelserne.

Men én ting er helt sikkert. Højere ydelser koster. Det koster velfærd, fordi de penge, Socialdemokratiet vil bruge på passiv overførselsindkomst til udlændinge, i stedet kunne bruges på vores hospitaler eller i vores ældrepleje.

Men det koster også på sammenhængskraften, fordi højere ydelser igen vil gøre Danmark til en attraktiv asyldestination, hvor flere vil søge til.

Når jeg ser ud i landets ghettoer, så ser jeg ikke noget behov for at få flere ikke-vestlige indvandrere hertil. Integrationsudfordringerne er store nok efter min mening. Det viser de seneste ugers begivenheder med bål i de københavnske gader.

Sidst Socialdemokratiet havde magten, blev Danmark gradvist en mere attraktiv asyldestination. Derfor strammede vi op, straks da vi kom til magten.

Og det har virket. 112 stramninger af udlændingepolitikken har flyttet Danmark fra at være dem femtemest attraktive asyldestination i EU i 2014 til at være nede som nummer 17 i 2018. Det er ikke en naturlov, at der er styr på udlændingepolitikken.

Det er ikke naturlov, at asyltallet holdes i ro, og flere og flere flygtninge og indvandrere forsørger sig selv. Derfor er tiden ikke til eksperimenter med udlændingepolitikken.

Svar fra udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S):

Ak, ja... Det bliver desværre en lang valgkamp, med masser af beskyldninger og usandheder. Inger Støjberg er allerede i fuld gang. Heldigvis er danske vælgere generelt fornuftige mennesker, der sjældent lader sig påvirke af skræmmekampagner.

For at skære det ud i pap: Socialdemokratiet ønsker IKKE at hæve integrationsydelsen med 10.000 kroner om måneden. Det ville være et kæmpe stort skridt i den forkerte retning.

Hvis vi skruer ydelserne tilbage til det gamle niveau, vil en typisk familie kun få 1.100 kroner mere om måneden, hvis far eller mor får et arbejde som kassedame i Netto. Og det er endda, før der er betalt for transport, fagforening og a-kasse. Det kan et arbejderparti som Socialdemokratiet selvfølgelig ikke støtte. Uanset hvad Morten Østergaard siger.

Mattias Tesfaye, udlændingeordfører, Socialdemokratiet.
Mattias Tesfaye, udlændingeordfører, Socialdemokratiet. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

Men selvom den radikale politik vil være vanvittig, betyder det ikke, at højrefløjens politik fungerer. Tværtimod. Det er kun få uger siden, at forskere dumpede Lars Løkkes politik med et brag. Resultaterne er mindre integration, mere kriminalitet, flere børn i fattigdom og ingen flere i arbejde.

Det var faktisk Socialdemokratiet, der indførte den særligt lave integrationsydelse i 1999. Siden afskaffede vi den selv. Vi bærer derfor også en del af ansvaret for, at Christiansborg endnu ikke har fået skabt en fornuftig balance mellem ydelser, boligstøtte, fripladser i børnehaven og børnepenge.

Måske er det på tide, at der netop ikke går valgkamp i dette spørgsmål. Måske er det netop på tide, at kloge folk ser på området i sin helhed og finder den rette balance mellem ydelser, der ikke i sig selv virker tiltrækkende for asylansøgere, og samtidig sikrer, at børn ikke vokser op i langvarig fattigdom.

Det er vores forslag, som vi vil anbefale Venstre at bakke op omkring.