30 procent af sidste års asylansøgere i Danmark var mennesker, der ikke var på flugt.

De boede allerede i Danmark og forsøgte blot at sikre sig bedst muligt mod at blive sendt hjem til deres hjemland.

Sort snak? Måske. Jeg tænker i hvert fald, at nogle - med rette - undrer sig lidt over, hvordan det dog kan hænge sammen.

Sagen er, at udlændingemyndighederne i 2018 registrerede ca. 3.500 asylansøgere i Danmark. Ca. 30 procent af dem var personer, som allerede havde ophold i Danmark. Langt de fleste var tidligere blevet familiesammenført til én, der i forvejen boede i Danmark.

Når ca. 30 pct. af asylansøgerne sidste år allerede var i Danmark i forvejen, og ikke var mennesker på flugt, så udfordrer det unægteligt forestillingen om, at en asylansøger er et menneske, der er i al hast søger tilflugt i Danmark for at søge ly for bomber, terror og undertrykkelse.

For nøjagtig to år siden skrev jeg en tilsvarende klumme i denne avis. Klummen omhandlede min forargelse over en sag fra Tårnby, hvor en familie - i mine øjne - udviste en ubegribelig griskhed over for det danske samfund.

Sagen tog sit udspring i et barn, der kom til Danmark og søgte om asyl. Barnet var i følgeskab med nogle voksne, som ikke er barnets egne forældre. Efter barnet havde fået asyl og dermed opholdstilladelse, blev der søgt om familiesammenføring til barnets familie, der så siden hen selv søgte asyl.

Det skete formentlig for at opnå et mere stabilt og personligt opholdsgrundlag i Danmark, men sikkert også for at opnå flere privilegier. Dengang betød det bl.a., at kommunen var forpligtet til at finde en passende bolig til familien, når de gik fra at være familiesammenførte til at blive flygtninge. Det fik jeg siden et flertal i Folketinget - godt hjulpet af Dansk Folkeparti - til at ændre.

Klummen udløste et ramaskrig fra venligboere og venstrefløjen og blev dækket i en række medier. Jeg blev bl.a. kritiseret for, at det var for galt og helt umenneskeligt at trække en enkelt sag frem og ‘hænge disse mennesker ud’ som griske.

Sagen er bare, at det ikke er en enkelt sag - og at flere og flere benytter sig af finten med at skifte opholdsgrundlag.

Det er bl.a. derfor, at det netop vedtagne paradigmeskifte er så vigtigt.

Det har nemlig indtil nu været sådan, at ni ud af 10 flygtninge, som er kommet inden for de seneste 20 år, er blevet i Danmark. Hvis det fortsætter sådan, så huser vi både dem, der har brug for vores beskyttelse, og vi beholder dem, der ikke længere er udsat for fare i deres hjemland.

Det ønsker jeg ikke - det kommer til at forandre Danmark for meget.

Jeg vil - som alle andre - meget gerne hjælpe mennesker, der er i nød, men jeg kan også lige så godt sige lige ud, at min lyst daler, når jeg samtidig oplever, at en del af disse mennesker malker vort velfærdssamfund og gør alt, hvad de kan, for at blive i Danmark resten af deres liv.

Jeg forstår godt, at det er langt rarere at leve på Mols end i Mogadishu, men flygtning er noget man - for langt de fleste menneskers vedkommende - er for en tid. I den tid skal vi uden tvivl hjælpe, men derefter skal man rejse hjem og genopbygge sit hjemland.

Andre læser også