Det er ikke sandt, at offentligt ansatte er dårligt aflønnet, hvis man sammenligner dem med – populært sagt – gennemsnittet af danske lønmodtagere.

Det er ikke sandt, at der som helhed bliver skåret ned i den offentlige sektor.

Så er det i øvrigt heller ikke sandt, at den 'pakke,' man får tilbudt, hvis man for eksempel er enlig forsørger på kontanthjælp og har to børn, er umulig at leve af. Men det har jeg ikke plads til at komme ind på i dag.

Min klumme fik Heidi Møller Madsen til tasterne. Hun mere end antydede, at jeg var fuld af løgn, når jeg skrev, at gennemsnitslønnen for en sosu-assistent ligger i omegnen af 400.000 kroner årligt. I hvert fald hvis man kan stole på den analyse af Kommunernes og Regionernes Løndatakontors oplysninger, som FOA har foretaget.

Men mine tal er skam rigtige nok, hvad Heidi Møller Madsen også ender med at indrømme i sit indlæg. Jeg citerer;

»Så Henrik, hvis jeg fik en fuldtidsstilling, så ville jeg tjene omkring 364.000 om året, men nu er jeg, ligesom de fleste andre, kun ansat i en deltidsstilling. Nuvel, hvis ret skal være ret, så er mit pensionstillæg på ca. 2.500 kroner ikke med i regnestykket, men siden hvornår plejer vi at bruge det, når vi taler om løn?«

394.000 kroner er – vil jeg påstå – i omegnen af 400.000. Og pensionen er en del af den samlede lønpakke – den såkaldte bruttoløn. Det er penge, mange mennesker, som er aflønnet efter andre lønmodeller end den offentlige, selv skal finde i deres budget, hvis de ønsker at investere i en tryg alderdom.


Ved halvlegen står der altså 1-0 i kampen mellem Henrik Dahl og Heidi Møller Madsen.

Så er der spørgsmålet om nedskæringer i den offentlige sektor. Forbruget kan man opgøre på mange måder. Det korte af det lange er, at det i dag ligger på omkring 540 milliarder kroner, hvad der er lidt over en fjerdedel af al den velstand, der skabes i Danmark på et år (det såkaldte bruttonationalprodukt). Er det meget eller lidt?

Sammenligner man internationalt, har vi en af de største offentlige sektorer i verden i et ikke-kommunistisk land.

Og så passer det overhovedet ikke, at vi for 25 år siden levede i en gylden tid, som vore dages virkelighed er en svag afglans af. Under Poul Nyrup Rasmussens S-ledede regeringer i 1990’erne var det offentlige forbrug mindre, end det er i dag – målt som en procent af Danmarks samlede velstand.

Dermed er kampen færdig. Henrik Dahl-Heidi Møller Madsen: 2-0.

Er der så slet ikke noget, Heidi Møller Madsen har ret i? Jo, bestemt. Hun har fuldstændig ret i, at man tjener mindre i en deltidsstilling, end man gør i en fuldtidsstilling. Men det synes jeg ikke, er særlig ulogisk. De deltidsansatte arbejder jo mindre end de fuldtidsansatte.



Om forholdet mellem fuldtidsstillinger og deltidsstillinger er rimeligt, vil jeg ikke gøre mig klog på. Det er en sag for arbejdsgiverne og arbejdstagerne at blive enige om. Det skal ikke dikteres fra Christiansborg.

Det springende punkt – som jeg godt tror, jeg kunne blive enig med Heidi Møller Madsen om – er, at pengene meget ofte bliver brugt på en uhensigtsmæssig måde i den offentlige sektor. Generelt bliver der brugt for mange penge på overflødigt bureaukrati. Og så bliver der – hvis man ser hen over hele sektoren – brugt alt, alt for mange penge på aktiviteter, der ikke er kerneopgaver.

Hvis der var politisk vilje til for alvor at rydde op i det overflødige bureaukrati, og til at skære ikke-kerneopgaver bort, ville både kommunerne, regionerne og staten have væsentligt flere midler at gøre godt med, når det gjaldt de opgaver, der skaber værdi for borgerne.

Det korte af det lange er bare: Ja, der findes partier på Christiansborg, der vil gøre op med det overflødige bureaukrati. Men nej, de udgør ikke et flertal.

Derfor må både borgere og medarbejdere til stadighed finde sig i, at det nogle gange føles, som om der er for få penge til rådighed. Men sådan vil det være, når flertallet foretrækker, at vi danskere skal leve i luksusfælden.