I gamle dage var de illusioner, et menneske kunne have, en sag for litteraturen. Her skildrede både de store og de knap så store forfattere ofte, hvordan et menneske kunne forestille sig at have alting under kontrol – kun for et øjeblik senere at opdage, at det blev styret af begivenhederne, og ikke havde styr på noget som helst.
I vore dage er det nok snarere psykologen, man henvender sig til, hvis man lider under illusioner, end det er litteraturen. Men det må vi lade ligge til en anden gang.
For dagens spørgsmål er:
Hvad kan man sige om de illusioner, der ikke griber fat i et enkelt menneske, men som rammer en hel nation?
En af de helt store illusioner, der har ramt vores fædreland, er, at den offentlige sektor er udpint og forarmet. At der kun lige akkurat er penge nok til, at nogle ganske får, og aldeles underbetalte medarbejdere nødtørftigt kan løse deres opgaver.
Det er en historie, man hører dagligt, og som dagligt genfortælles, når folk mødes.
Sandheden er, at denne illusion er fuldkommen misvisende. Så misvisende, som når Homer Simpson tror, han har fået en genial idé. Så misvisende, som når doktor Frankenstein tror, der ikke kan ske noget ved at skabe et kunstigt menneske. Så misvisende, som når Eva tænker, det bare er en enkelt bid af et enkelt æble.
Nej, nej, nej, tænker man. Tro det ikke. Gør det ikke. Selvfølgelig ville det ikke have haft nogen virkning: Illusioners magt over sindet er voldsom.
Den offentlige sektor i Danmark er ikke udpint. Den finansieres af det næsthøjeste skattetryk blandt de velstående lande, der samarbejder i organisationen OECD. Næsten halvdelen af den værdi, der skabes i landet, går til at holde de offentlige hjul i gang.
De offentligt ansatte er ikke dårligt lønnet. Den gennemsnitlige brutto-årsløn for en folkeskolelærer er omkring 500.000 kroner. For en sygeplejerske er den cirka 450.000 kroner. Og for en sosuassistent er den omkring 400.000.
Det er fuldt ud respektabelt at mene, at man er mere værd. Men at kalde disse lønninger for dårlige, er simpelthen en hån imod de mennesker, der faktisk har en beskeden indkomst. Mange selvstændige for eksempel.
Og så bliver der ikke – samlet set – skåret nævneværdigt ned i den offentlige sektor. Størrelsen kan svinge en anelse fra år til år. Og penge kan flyttes fra ét område til et andet. Men en samlet reduktion af et væsentligt omfang? Har aldrig fundet sted i Danmark.
Derfor er det med den allerstørste undren, jeg læser i mine aviser, at landets tre største partier nu alle sammen mener, at den offentlige sektor bør vokse.
Hvorfor i alverden bør den det?
Uanset hvordan man måler den, er den i verdensklasse dyr og mægtig og kolossal. Så kolossal, at S-R-SF-regeringens produktivitetskommission for kun fire år siden mente, at der var et rationaliseringspotentiale på 10 procent i den offentlige sektor (svarer i kroner til over 50 milliarder kroner.).
Om hele potentialet kan indhøstes, står til diskussion. Selv er jeg efter mange års studier nået frem til det skøn (og jeg understreger, at det er et skøn), at fem procent af det offentlige forbrug direkte går til spilde i form af dobbeltregistrering, unødvendige arbejdsgange, overadministration og deslige.
Det er jo heller ikke småpenge: Omkring 25 milliarder kroner. Mere end hvad tre supersygehuse koster.
At give fuldstændig fortabt på forhånd over for enhver rationaliseringsgevinst, der kunne indhøstes og ethvert spild, der kunne begrænses, er i mine øjne så uambitiøst, at det ikke er til at begribe.
Den offentlige sektor er marineret i penge. Derfor ville der selvfølgelig intet ske, hvis man rationaliserede.
Men så længe Danmark lider under den kollektive illusion, at der bliver skåret ned, og at de arme medarbejdere går til en sulteløn, sker der selvfølgelig ikke noget.
I litteraturen ender illusionerne ofte i en tragedie. Lad os håbe, at de politiske illusioner hos de tre største partier ikke tager vores dejlige fædreland det samme sted hen.
