Vi tror stadig på den eneste ene.

Det viser en undersøgelse foretaget af Megafon, hvor 76% af 1000 adspurgte danskere svarer, at de tror på livslange parforhold. Til trods for at cirka halvdelen af alle ægteskaber går i stykker.

Så nogle af de 76% må nødvendigvis tro på den eneste ene, hver gang de står foran præsten eller giftefogeden, siger ja til døden skiller, amen, kys og hurra. Og det er der sådan set noget meget livsbekræftende ved – som om evigheden for et øjeblik bliver indskrevet i tiden.

For i medgang og modgang lover vi at følges, men så er der bare alt det indimellem, der er livets gang med vasketøj, indkøbssedler, aftensmad og lortebleer. Og det er den hverdag, halvdelen af danskernes ægteskaber ikke holder til.

Det er der selvfølgelig lige så mange årsager til, som der er forliste ægteskaber, men engang var ægteskabet også et arbejdsfællesskab omkring hverdagen.

Når jeg sidder til begravelsessamtaler, fortæller de efterladte børn aldrig, at deres gamle forældre havde et langt og lykkeligt ægteskab – men de havde måske et livslangt ægteskab, med alt det, livet skænkede dem.

Det var ikke, fordi man elskede hinanden mere, højere eller af et renere hjerte i gamle dage, men ægteskabet handlede ikke kun om at mærke efter, om ægtefællen og kærligheden levede op til forventningerne, men det handlede om et hverdagsliv, hvor mand og kvinde var bundet til hinanden, ikke bare i et romantisk forhold eller et moralsk forpligtende forhold, men bundet til hinanden i nødvendighed.

En praktisk afhængighed af hinanden, for at hverdagens liv kunne hænge sammen. En fælles livsopgave, der aflastede forventningen om, at ægteskabet og kærligheden skulle lykkes. Under samme forventning, at livet med hinanden segner, når vi tror, at livet i kærlighed alene næres ved hinandens blik.

Læg mærke til vore dages brudebilleder. Brud og brudgom har ikke rettet blikket fremad mod det fælles tredje, men mod hinanden – mod hinandens blik, der nogle gange flakker, kigger væk og har øje for noget andet.

Engang var billedet anderledes. Brud og brudgom dvælede ikke ved hinanden, men havde blikket rettet frem mod fotografens linse, mod et ukendt sted i det fælles liv, der hver dag skulle holde dem fast i kærlighed og ægteskab.

I dag behøver vi ikke længere hinanden for at klare hverdagslivet.

Mænd holder hus, passer børn og får sågar børnene selv, mens vi kvinder tjener vores egne penge. Aldrig før i menneskets historie har vi været så uafhængige af hinanden som nu, og dog ligger afhængigheden af det andet menneskes blik på os indlejret i hjertedybet som en medskabt rettethed mod et andet menneske.

Den andens kærlige blik skaber nemlig noget i os, vi ikke kan skabe selv, og derfor søger vi i dag nye rammer for den gamle kærlighed: åbne forhold, polyamorøse forhold, forblive gift og bo hver for sig og alle mulige andre konstruktioner, hvor vi på den ene side har friheden og på den anden side bundetheden til familien og ægteskabet.

Når man indgår et åbent forhold, opgiver man monopolet på hinanden, på hinandens kærlighed og krop og ophæver vel derved utroskaben. Men spørgsmålet er, om man kan aftale sig ud af alt det, som kærligheden i et ufuldkomment menneskehjerte fører med sig af svigt, sorg og jalousi.

Jeg ved det ikke. Men måske vidner de moderne aftaleforhold på én gang om, at moderne mennesker tror, at vi kan styre alle livets forhold på plads – at vi tror os større end kærligheden. Samtidig er de nye samlivsformer udtryk for, at vi har et ønske om den livslange samtale – et ønske om, at nogen er vidner på vores liv, og at vi selv er et vidne.

Kritikere hævder selvfølgelig, at de liberale former for ægteskab og samliv er udtryk for tidsåndens selvrealiseringskultur – at vi først og fremmest lever efter, hvad vi har behov for, lyst til og dermed ret til og tilsidesætter pligten over for det andet menneske, familien og det fælles liv.

Den kritik er for billig.

Jeg tror ikke, at det er så enkelt. Uanset hvad vi selv tror, så er vi mennesker ikke kun behovsvæsener. Der ligger i vores sjæl en åndelig længsel efter at være hinandens hjerteslag. Hjerteslaget, der har dunket siden tidernes morgen.

En rytme, der har pulseret blandt mennesker, siden Gud bestemte, at mennesket ikke er skabt til at leve alene.

Derfor lagde han afglansen af sin evige kærlighed i vore hjerter, der skinner gennem tiderne, trængslerne og skilsmisserne som troen på den livslange kærlighed.