»Verden bliver altså ikke mindre, den bliver meget større,« sagde min mand til mig, da jeg  midt i glæden over de to streger på en plastikpind og udsigten til at have en baby på armen inden for ni måneder, gik rastløs omkring, mens tårerne trillede og hjertet slog sin urolige takt.

Jeg var fuldstændig sikker på, at nu blev livet mindre.

Og livet var jo egentlig meget rart inden de to streger på plastikpinden. Baby og begrænsning. Sådan måtte det være. Og sådan er følelsen i hvert fald så umiskendelig hos mange vordende mødre.

Man må bare ikke sige det højt, men den søde ventetid er ikke kun sød og fyldt med bamser, barselslængsel og babydrømme – den er, også hvis man fraregner hormonerne, en tid, hvor alle tanker og følelser byder sig til.

 

Det kan næsten føles som et overgreb, når andre glæder sig for meget og for højlydt på ens vegne.

For det lille frø i maven er ikke bare en biologisk del af dig, et liv der vokser i din livmoder, tager næring til sig gennem navlestrengen og vokser til et fuldbårent menneskebarn. Det er også et lille væsen, der eksistentielt er ved at vokse sammen med dig. Med dit liv. Med din skrøbelige skabning.

Et lille hjerte, der mærker dit medfødte fejlslag i pulsen, der er grundvilkåret for ethvert menneske. For de modstridende følelser handler ikke bare om en egoistisk frustration over begrænsning af ens frihed til hele tiden at opsøge det, man umiddelbart tror, er det mest meningsfyldte og lykkebringende i livet. Opsøge det, længslerne drages mod, når man om morgenen konsulterer sit narcissistiske billede i badeværelsesspejlet.

Men ængsteligheden, der ikke er en nedadgående bevægelse i menneskelivet, men en grundtone vi alle bærer med os, er lidt større hos den, der venter et barn. Og hos nogle af os lyder den grundtone lidt højere end hos andre.

Ængsteligheden er naturlig – en medfødt skavank ved det uperfekte menneske, er i virkeligheden dét, der bliver tabubelagt, når en vordende mor skjuler sine tårer, trængsler og tanker for omverdenen, der glæder sig på hendes vegne.

En glæde, der i den bedste mening kan føles ikke alene overvældende, men næsten befamlende som et åndeligt overgreb, når nogen komplimenterer og klapper den voksende mave.

Jeg selv kom for skabe at svare ærligt, da sad med tårer i øjnene på kanten af en spisebordsstol til første jordmoderkonsultation. Ængsteligheden kunne ifølge den velmenende jordmoder afhjælpes med akupunktur. Ammestuesnak og heksekunstner tænkte jeg på vej hjem. Man kunne altså kureres for ængsteligheden.

Jeg havde rigtig nok hørt om, at akupunktur kunne modvirke kvalme, bækkenbundsløsning og halsbrand under graviditeten. Men at nålene skulle kunne punktere et ømt sted i sjælen, der var ved at gøre sig klar til den største livsomvæltning, et menneske kan få, skulle hun ikke bilde mig ind. Og det undrer mig såre, at vores sundhedsvæsen ikke er udstyret med den etiske overbygning, der forstår mennesket som et åndeligt væsen – med alle de revner og sprækker menneskesjælen har. Ikke et tabu – men et grundvilkår.

Nu ligger hun og knirker på min arm, mens jeg skriver denne klumme. Min egen lille elskede unge svøbt i et hvidt bomuldstæppe. Verdens største lykke i en lille bylt. Det er meget tidlig morgen, og regnen har trommet hele natten på bladene af den store blodbøg, hun sov under i sin barnevogn i går eftermiddag.

Og hver gang jeg hører hendes lille vejrtrækning, bliver livet lidt større. Nu skal min slægt ikke uddø med mig, men lever videre i hende, der var forbundet til mit skrøbelige liv igennem navlestrengen. Nu er navlestrengen væk. Men ængsteligheden forbliver hele lillens og mit liv.

Jeg har læst om en psykoterapeut, der mener, at menneskets angst er, at vi livet igennem søger vores mistede navlestreng, og at hun for at hjælpe sine patienter med at håndtere den angst gav dem navlestreng i plastik og holdt sessioner, hvor fødslen skulle genoplives.

Den svenske forfatter Birger Norman havde følgende forløsende bemærkning:

»Fødslen er unik, den sker kun én gang. Den kan aldrig gentages. Men allerede i fødselsøjeblikket griber døden ud efter os. Det er det, nogen kan huske; Det er det, der ryster os, forfølger os og påvirker os. Verden er underlagt døden og forgængeligheden. Navlestrengen er væk.«

Og lige ned i hans angst, min angst og alle andre mødres angst tilføjer han:

»Men her i verden er noget indtruffet: Opstandelsen fra de døde. En navlestreng lagt ud fra en anden side. Den griber jeg efter.«

Navlestrengen til Skaberen er ikke væk. Og kun derfor kan jeg bære, at mit liv er blevet større.