Minimumsnormeringer i institutionerne, det pressede børne- og familieliv var nogenlunde emnerne for nylig i Debatten på DR2.

Men vi brugte mest tid på at cirkle rundt om dét, der forventes og kræves, at politikerne kommunalt eller fra Christiansborg gør noget ved, nemlig:

Send flere penge, send flere pædagoger. Som om det alene er vejen til lykkeligere, mere harmoniske og mindre stressede og pressede børnefamilier. Med min egen lille baby i maven tillod jeg mig at bemærke, at al den moderne families trængsler næppe alene skyldes normeringen i daginstitutionen. Børnene har også et liv uden for institutionerne, et liv med forældrene.

Min indledende prolog var, at normeringerne i daginstitutioner selvfølgelig skal være i orden, ingen små børn og babyer skal være overladt til sig selv. Det behøver vi slet ikke at diskutere. For noget må være galt, når pædagoger kun bruger cirka halvdelen af arbejdstiden på børnene, mens den resterende tid forsvinder til møder, papirarbejde, planlægning, ledelse, administration med videre.

Sådan skal det ikke være, hvad enten pengeposen er for lille, eller det bureaukratiske fedtlag for tykt. Jeg er tilbøjelig til at tro det sidste. Det er vel ikke anderledes end i resten af den offentlige sektor.

Men min bemærkning om forældrenes eget ansvar for familiens og børnenes generelle trivsel, pressede og stressede små liv, trængte aldrig helt igennem – endsige faldt i god jord. For i generationer er vi blevet opdraget til, at det meste i vores tilværelse først og fremmest er samfundets opgave og ansvar – så kun småtingsafdelingen er overladt til os selv.

Uden rigtig at kunne dokumentere det, mener børneforskere, at det er skadeligt at sende et lille barn i vuggestue. Det er alt for tidligt, vi overlader de små til andre mennesker. Nuvel, min egen lille unge skal da i vuggestue på et tidspunkt, og jeg vil selvfølgelig nødig have siddende på mig, at det skulle være skadeligt.

Men det er en meget voldsom dom at fælde over de generationer, der har været i institution, siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet.

Så har vi virkelig mange skadede danskere rendende rundt, og tidligere var barselstiden betydelig kortere. Vi skal passe på med at idyllisere tiden, før babyer og børn kom i institution, og bilde os ind, at den hjemmegående mor bare gik og nullede om den lille, talte babysprog og dedikerede sit liv til sanselegetøj og biler.

Sådan var det ikke. Mor knoklede hele dagen i husholdningen, roerækkerne eller hvad hun nu lavede, mens baby lå i en kurv, og ungerne underholdt sig selv, hjalp til eller legede med naboens unger - og der kom alligevel helt hæderlige mennesker ud af det.

Familiernes største udfordring i dag er vel samme sygdom, det hele samfundet og befolkningen lider under: Stress, selvrealisering og den overdrevne fokusering på sig selv i perfekthedskulturens nådesløse spejl - der kan gøre enhver børnefamilie fuldkommen segnefærdig. Det behøver vi ikke engang regeringen dyrekøbte stresspanel til at fortælle os.

Og jeg tror ikke, familierne ikke får det meget bedre af at sætte 'livsmestring' (hvad så end det er) på skoleskemaet og droppe forældreintra, selvom det utvivlsomt er en irriterende platform. Måske skulle vi begynde med at droppe de høje forventninger til, hvad den lille familie skal, når den endelig er samlet – og lade være med at tro, vi kan mestre livet.

Engang var familien et arbejdsfællesskab, hvor børnene levede med i forældrenes liv og derigennem lærte, hvad det vil sige at være menneske. Nu skal familien være et overskudsfællesskab med kvalitetstid og den rigtige opdragelse, hvor barnet bliver genstand for en overopmærksomhed og en børnedyrkelse, barnet slet ikke har bedt om. Endsige har godt af. Projekt barn. Projekt familie, der helst skal lykkes, og hvorigennem vi voksne kan realisere os selv som forældre og sende et signal om, hvordan vi gerne vil opfattes som menneske.

Måske skal vi og ungerne bare have lov at glo lidt ud i luften, skrælle gulerødder og støvsuge. Ikke som et projekt, men fordi det skal gøres. Tage de små med i vores liv uden at tildele dem en særskilt opmærksomhed. Børn er mimetiske, og vi skal lære som børn, at hele verden ikke drejer sig om os. Bare fordi det moderne menneske er så optaget af sig selv, må vi ikke lade børnene tro, at det er sådan, man mestrer livet. Hvilket vi i øvrigt ikke kan.