Det er midsommer – det er sommersolhverv, og vendepunktet er allerede indtruffet: dagene er atter kortere, nætterne atter længere.

Glæden over lyset og en begyndende fortvivlelse over mørket er en umiskendelig følelse her i dagene omkring sankthans. Forleden i skumringen tændte vi bål, for at den lysende ild skulle holde os det onde fra livet.

Og selvom vi ikke længere tror, at der bor trolde i skoven, ikke tror på hekse med krogede næser, der har forsvoret Gud og hengivet sig til Djævelen, selvom vi ikke tror på elverfolk, morgendis og dampende enge, er midsommerlivet alligevel sagnomspundet.

For inden højsommeren og sensommeren kommer med lyngbakker, bær og den brune lugt af hede og høst, da strejfer os den der midsommermelankoli. Vi kunne kalde os mennesker, os, som bebor landene mod nord, for midsommerskabninger: På én gang har de lyse nætter spændt sit telt over os, og samtidig har vintermørket, der kryber ind over badestrande og bølgende kornmarker, aflejret sig dybt i vores sjæl som en evig påmindelse om, at tiderne skifter med tider, og vi kender aldrig længden af den tid, vi får.

Men ved midsommertid begynder også en særlig tid, hvor vi hvert år lever, som om den vil vare evigt, lige indtil vi igen må kæmpe os tilbage til hverdagen med dens mandag morgener, huskelister, forældreintra, forliste ægteskaber og bristede sommerdrømme.

Det er sommerferietidens begyndelse. En tid uden huskelister, og alligevel kan sommerferietiden blive den travleste tid på året, fordi alle de forsømte gøremål fra alle årets andre huskelister bliver overflyttet til den store sommerferiehuskeliste.

Haven skal ordnes, hækken skal klippes, bilen skal på værksted, plankeværket males, og alle hengemthederne skal muges ud fra skuret. Og inden vi begynder på hverdagslivet igen, skal ungernes skoletasker ryddes for gamle madpakker, og forholdet skal ryddes for gamle misforståelser, vi har gnavet os igennem på alle hverdagene, siden sidste gang det var sommer.

Og så skal vi rejse udenlands, en uge på en hvid badestrand, en uge i sommerhus, og en uge skal ungerne på koloni, så mor og far kan få voksentid – uanset hvilken ny tid, der så kommer ud af det.

Samtidig skal vi se gamle venner og bekendte til gode miner, slet spil og rose på terrassen. Vi skal aktivere ungerne med noget, der rækker lidt ud over det sædvanlige, der for alt i verden ikke må kede sig, rode, mangle voksenopmærksomhed eller aktivere sig selv – for det er jo sommerferie – en hellig tid for familierne.

Og selvom der ikke er noget i menneskelivet, der som sådan er helligt i sig selv – så er der god grund til at holde sommerferien lidt hellig. Altså: Lade lidt, som om den er én lang helligdag på den gammeldags måde, hvor man ikke lavede alt muligt på ugens ene helligdag, søndagen.

For der er så meget, vi skal, men der er lige så meget, vi ikke behøver. Så meget, vi strengt taget ikke er nødt til. For mange somre siden havde jeg en kær tysk ven, der boede i bofællesskab i hjertet af Berlin.

Et bofællesskab, hvor mange liv dagligt flettes sammen og minder om et familieliv med alt det, livet er. I den smalle gang, på dørene ind til hvert værelse var der skrevet et citat af Astrid Lindgren på væggen med sort akrylfarve: 'Und dann muss man ja auch noch Zeit haben, einfach da zu sitzen und vor sich hin zu schauen.'

Jeg har aldrig fundet den danske oversættelse, og jeg ved ikke, hvor i hendes forfatterskab det stammer fra, men ordene rummer en særlig hverdagsvisdom. At man altid skal have tid til at sidde og kigge hen for sig.

Citatet stod på væggen som en venlig påmindelse om hver dags begyndelse, når man åbnede værelsesdøren og fandt vej til badeværelset og tandbørsten. Tag ordene med ind i dit sommerferieliv som en kærlig påmindelse fra mig om at udskifte de gule sedler, der minder dig om alt det, du skal, med gule sedler, der minder dig om alt det, du ikke behøver.

Alt det, du ikke er nødt til. Men at du er nødt til at lade sjælen hænge og dingle lidt. På tysk siger man 'die Seele baumen lassen'. Forestil dig det billede, sjælen hænger og lufter i sommervinden. Mens du sidder og kigger hen for dig. Og fortaber dig i noget andet end dig selv. Fortaber dig lidt i livet selv.