I denne uge præsenterede regeringen først et udspil målrettet de store byer blandt andet med mulighed for miljøzoner og pålæg om partikelfiltre på biler.
Derefter fulgte et til provinsen, hvor man blandt andet vil flytte en del uddannelser ud, men også begrænse optaget i byerne.
Det er på en måde overraskende, at den regionale dagsorden kan fylde så meget – og har gjort det så længe – i et så lille land som Danmark med så relativt små forskelle i levevilkår, sammenlignet med andre lande.
For at forstå, hvor vi er i dag, kan det give mening at se tilbage mod 00erne i dansk politik.
Dengang nedsatte den daværende VK-regering et globaliseringsråd, som blandt mange ting pegede på, hvor vigtigt det var at styrke de faglige miljøer i Danmark. En af de store målsætninger var, at Danmark skulle have mindst ét universitet i verdenseliten, nemlig Københavns Universitet.
Og det var ikke bare for, at folk uddannet fra KU skulle kunne gå rundt og føle sig som nogle værre karle – nej, det var, fordi det ville være afgørende for skabelsen af fremtidens arbejdspladser.
De fleste kan nok huske Anders Foghs mantra om »når de andre er billigere, skal vi være bedre«. Høj faglighed og stærke faglige miljøer blev set som nøglen til vækst og velstand for alle.
Det samme fokus på faglighed smittede af på eksempelvis sundhedsområdet, hvor lokale sygehus blev lukket, fordi en operation ikke skulle være månedens begivenhed. Den skulle udføres af den kirurg, for hvem det var et speciale, og som havde stor erfaring med netop den operation og var en del af et stærkt fagligt miljø. Det kulminerede med ideen om fem supersygehuse.
Det var også fokus på faglighed, der drev kommunalreformen frem. Kommunerne skulle være store nok til at opnå en effektiv og professionel drift. Hver kommune skulle ikke længere have alle faglige ekspertiser ansat, de skulle i stedet samles i faglige klynger, som kunne betjene hele landet.
Ønsket om høj faglighed drev mange af de politiske visioner i 00erne. Men prisen var nærhed. Lokalområder følte sig forrådt, forladt og affolkede. Lokale og regionale autoriteter forsvandt, og der blev længere til alt.
I det forrige årti skiftede det politiske fokus derfor naturligt over til nærhed. Nu skulle der udflyttes statslige arbejdspladser!
Nogle steder gav det mening, men andre steder blev ideer skrinlagt, fordi de netop udfordrede de faglige miljøer for kraftigt – som da man ville flytte Det Økonomiske Råd til Horsens.
I samme periode har mange uddannelsesinstitutioner arbejdet hårdt på at få flyttet flere uddannelser ud i landet – også på universitetsmiljø. Og fælles for de steder, hvor det lykkes, er, at der er stærke faglige miljøer. Klynger af uddannelser, virksomheder og institutioner, der passer sammen og forstærker hinanden. De steder, hvor man har flyttet en uddannelse bare for at flytte den, kæmper man forgæves imod den tiltrækningskraft, som storbyer altid vil have på mange unge mennesker.
Ligesom med tidligere udflytninger er der ting, der giver mening, og andre, som ikke gør. Hvad skal en uddannelse for arkitekter og byplanlægning eksempelvis i Kalundborg? Men det giver fin mening at kunne læse til dyrlæge i Foulum, hvor der i forvejen er et stærkt fagligt miljø, som passer til uddannelsen.
Faktisk lykkes det ret godt i regeringens udspil at koble faglighed og nærhed sammen. Men der er et problem. For at flytte de unge vil regeringen begrænse optaget på blandt andet universiteterne i de store byer. Hvor er ambitionerne om universiteter i verdenseliten blevet af?
Ugens debat:
En beruset mand i en grøn vindjakke overfuser en nydelig lille familie med indvandrerbaggrund på en havn. Hele miseren bliver filmet og delt på sociale medier – og det er absolut hjerteskærende at se på. Det er bare brandærgerligt, at den hurtigt kom til at handle om skyld. Ironisk nok er det kun manden i den grønne jakke, der har påtaget sig noget skyld – andre kaster bare med den.
Politisk kan man ikke engang blive enige om at undersøge omfanget af racisme. Det, der har kendetegnet den danske udlændingedebat positivt i snart 30 år, er, at vi har insisteret på at tale om problemerne. Bør det så ikke også gælde racisme?
Ugens mandfolk (M/K):
Et utal af politikere iklædte sig i denne uge T-shirts med 'Langeland siger NEJ' for at støtte protesten mod placeringen af et udrejsecenter på øen. Og protesten bar frugt. Politisk låste situationen sig fast på status quo. Det har været direkte rørende at se og læse kommentarer fra beboerne omkring status quo – Kærshovedgaard – som har al mulig ret til at bande og svovle.
Det gjorde de ikke. De er skuffede og utrygge, men mange sagde eksempelvis, at de ikke kunne vide, om tyverier i området er begået af beboerne på udrejsecenteret. Tænk at kunne være så fair i så træls en situation. De fortjener en medalje!
Ugens varsling:
I et interview med Weekendavisen peger statsministeren på, at faglærte uddannelser og provinsens produktionsvirksomheder fremover skal spille hovedrollen for fremtidens økonomiske vækst. Derfor åbner hun for justeringer i folkeskolen.
Der er særligt fokus på drengene, om hvem Mette Frederiksen siger, at »der ganske enkelt er for mange drenge, der ikke kan se sig selv i skolen. Så den diskussion kommer vi til at starte, og vi kommer også til at tage favntag med den«. Den diskussion har været under opsejling længe og er tiltrængt.
Lad os håbe, at den kan gennemføres uden at skabe en falsk modsætning mellem kloge hænder og kloge hoveder.
