Vi er nu over halvvejs i denne valgperiode. Bag os ligger to usædvanlige år i dansk politik, som gav nogle politikere sit livs opgave. Og sendte andre ud på sidelinjen, mens den dominerende coronadagsorden stod i vejen for det, de gik til valg på for to år siden. Uanset hvad markerer midten af valgperioden et skift.

Strateger i amerikansk politik arbejder med en tommelfingerregel om, at man har to år til at regere – og derefter to år til at sikre sit genvalg. Hvis vi antager, at den lille tommelfingerregel måske også gælder i Danmark, står vi lige nu i skiftet mellem at lede og at føre valgkamp.

Hvordan er det så gået med ledelsen de sidste to år? Grundlæggende kunne man nøjes med at svare: Corona. Men lad os i stedet se på ledelsesstilen og dens effektivitet i forhold til at opnå det ønskede resultat.

Vi har set en statsminister og regering, som overtog statsministeriet usædvanligt velforberedte og overordnet set har ført sin politik usvigeligt sikkert igennem med få skønhedspletter på vejen. Regeringen valgte at lægge fra land med et forståelsespapir med støttepartierne fremfor et traditionelt regeringsgrundlag. Det var klogt. Det bandt i realiteten støttepartierne lige så meget, som det forpligtede regeringen.

Regeringen er topstyret. Og vi har både set, hvor effektiv topstyring kan være, mens vi endnu ikke har set så meget til topstyrings skyggesider, som blandt andet kan sætte sig i langsommelighed og en tung dyne af apati, der lægger sig over initiativ og kreativitet, fordi man vænner alle til passivt at vente på chefens udspil.

Vi har ikke rigtig lagt mærke til, at fagministre sidder og venter på, at det bliver deres »tur« til at udvikle, fremlægge, forhandle og gennemføre noget. De er alle underlagt de store fireårsplaner, som styrer regeringens prioriteringer. Indtil videre ret effektivt – selv under ekstraordinære omstændigheder som en coronakrise.

Mette Frederiksen har ikke villet beskyttes af det elfenbenstårn, som Statsministeriet bliver for mange statsministre, hvor man holder problemerne væk for ikke at pådrage sig ansvar for ting. Hun har flyttet noget af kulturen fra Finansministeriet over i Statsministeriet: 'Er der et problem, vil jeg vide det tidligt, så jeg kan nå at gøre noget ved det, før det bliver stort.' Dermed bliver det så også hendes ansvar.

Hvis regeringen var en app på vores smartphone, ville ikonet være et billede af Mette Frederiksen. Hun ER regeringen.

Og efter to år ved magten står det ret klart, hvilken app vi har downloadet. Regeringen placerer sig der, hvor flertallet er. To tredjedele af befolkningen er konstant enige med regeringen – det er bare ikke altid de samme to tredjedele hele tiden. Nogle gange er vægten på højre ben, andre gange på venstre.

Ovenpå det hele lægges en fortælling, der bygges af lige dele populær symbolik og tung nostalgi. National trumfer international, provins trumfer hovedstad, og produktion trumfer kreativitet. Skulle man være i tvivl, kan det opsummeres i et kompas, der styrer efter retfærdighed. Altså det, som to tredjedele mener er retfærdigt.

Har jeg glemt coronahåndteringen, minkskandalen, magtfuldkommenhed? Har regeringen en for uambitiøs klimapolitik? Hvad med reformer, der øger arbejdsudbud? Skattestigninger? Eller hvad med uligheden? Tjah, der er dage, hvor man befinder sig i den sidste tredjedel, som ikke er enig med regeringen.

Det er bare så heldigt for regeringen, at ligesom de to tredjedele ikke altid er de samme, så er den sidste tredjedel det heller ikke.

Vi har med andre ord oplevet to år med meget sikker og effektiv ledelse af landet.

Ugens farvel:

Lørdag blev tidligere statsminister og formand for Det Konservative Folkeparti Poul Schlüter bisat. Danmarks længst siddende statsminister på denne side af Anden Verdenskrig og den eneste konservative statsminister i det 20. århundrede.

Der er allerede sagt og skrevet meget om Schlüters æra, for kampen om historiefortællingen slutter aldrig. Tidligere præsident Barack Obamas mente, at ens aftryk for præsidentembedet handlede mindre om, hvad man nåede at gennemføre, og mere om de mennesker og ideer, som man efterlader bag sig. Der er frodigt i plovjernets spor bag Poul Schlüter.

Ugens tale:

​De Radikales Sofie Carsten Nielsen holdt en meget rost tale i forbindelse med afslutningsdebatten i Folketinget i denne uge, hvor hun ærligt fortalte om, at hun havde været i tvivl om egen fremtid i politik. Talen blev rost for ærlighed, sårbarhed og for at påpege, at der er et problem, når så mange folketingsmedlemmer bliver sygemeldt med stress.

Rasmus Jarlov fra De Konservative fulgte også op på sit ønske om at få sat en prop i alle natteforhandlingerne, men det var et løfte, han ikke fik fravristet statsministeren.

Det vil være hensigtsmæssigt for alle – politikere og befolkningen – hvis tempoet blev tvunget ned i dansk politik.

Ugens SoMe:

Ved afslutningsdebatten tweetede Kristendemokraternes Jens Rohde et billede fra bageste række i Folketingssalen. Der sad fire tidligere topvenstrefolk på stribe. Tre af dem har været politisk ordfører for Venstre, to af dem ministre, to af dem næstformænd og én endda formand og statsminister. Jens Rohde, Britt Bager, Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. I dag henholdsvis kristendemokrat, konservativ, løsgænger og kommende partistifter.

Rohde skrev: »Ja, hva' fa'en. ABBA gik også i opløsning. Måske udgiver vi en LP sammen en dag. Vi kan jo godt lide hinandens selskab. Vi kan bare ikke blive enige om musikken.«

Jo jo, man kunne også sige, at man skal danse med den, der tog en med til festen!