Kigger man menukortet igennem hos den nye fastfoodrestaurant O'snacks i København, lyder det lækkert.

Konceptet er forskellige tacos med varierende fyld, dressing og hjemmelavet ostesauce.

Men det, der på papiret lyder indbydende og anderledes, er alt andet i virkeligheden.

Det mener i hvert fald Politkens madanmelder Birgitte Kjær, der har besøgt den nyåbnede restaurant og kvitterer med to stjerner i en ny anmeldelse.

De franskinspirerede tacos får betegnelsen 'brød-svøbte mursten af kød' og ostesovsen beskrives som 'flydende mørtel'.

Anmelderen hæfter sig dog også ved en smilende og imødekommende betjening, lave priser og gavmilde portioner.

Det kan dog ikke redde selve maden, som anmelderen betegner som 'et misfoster'.

»(...) det, der også er blevet kaldt gademadens Frankenstein, viste sig at være et reelt monster,« skriver hun.

French Tacos, som er det O'Snacks serverer, er en tortilla, der fyldes med pomfritter, ost, en sauce og kød, hvorefter den grilles.

Spisen er opstået i Frankrig, hvor den er voldsomt populær, og nu er det altså Danmarks tur.