Tre støttepartier har over de seneste uger forsøgt sig med hver sin udgave af en politisk trussel mod regeringen. Der er foretaget en kovending i sagen om de danske børn i lejre i Syrien, placeringen af et udrejsecenter på Langeland ser uholdbar ud, og foran står en udfordring om at bekæmpe børnefattigdom.
De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, har vist styrke i sagen om børnene i Syrien. Hun har etableret en fin arbejdsfordeling med sin tidligere modstander Martin Lidegaard, som ellers netop var partilederkandidat, med udgangspunkt i, at man ikke skal true regeringen i tide og utide. Men han har her talt dramaet op, mens Sofie Carsten Nielsen stilfærdigt har gjort det tydeligt, at hun – trods elendige målinger – var parat til at tage konsekvensen. På sigtekornet havde hun to af de fire mest magtfulde ministre i regeringen.
I politik handler det ikke om, hvad man reelt kan finde på at gøre, men hvad mod- og medspillere tror, man kan finde på at gøre. Regeringen troede på Sofie Carsten Nielsen. Hvis hun kan holde den stil, træder hun ind i rækken af radikale ledere som Niels Helveg, Marianne Jelved og Margrethe Vestager, mens Morten Østergaards aktivisme vil blive en parentes i den radikale historieskrivning.
Helt omvendt er det med SF, som aldrig truer hverken ministre eller regeringen. De positionerer sig bevidst som hjælpesocialdemokrater og satser på, at loyalitet belønnes. Det har virket fint for SF, men nu ser vi den første egentlige test af loyalitetsprincippet med placeringen af et udrejsecenter på Langeland – det eneste sted i landet, hvor SF har borgmesterposten. Hvis regeringen ikke fremover vil leve i et skydetelt, bør de også denne gang belønne SFs loyalitet.
Endelig har vi Enhedslisten, som ikke går i flitsbue over alle de mindre sager, hvor regeringen går i en anden retning, end de ønsker. Til gengæld har de fokus på de store linjer – de røde linjer – politisk. Og foran regeringen og Enhedslisten rejser der sig nu et afgørende politikområde: bekæmpelse af børnefattigdom.
Det lyder umiddelbart som noget, regeringen kan blive enige med Enhedslisten om, men udfordringen er den ydelseskommission, regeringen har nedsat. Spørger man i blå blok, handler ydelser nemlig både om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og om udlændingepolitik.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har meddelt, at han går efter et bredt forlig. Og det passer ingen af støttepartierne, som henviser til det forståelsespapir, der for snart to år siden sikrede Mette Frederiksen statsministerposten. Og det er afgørende for Enhedslisten.
Vi har altså De Radikale, som udsteder hårde trusler, SF, som vil belønnes for loyalitet, og Enhedslisten, som navigerer efter de røde linjer. Små to år inde i valgperioden ser dynamikken imellem regeringen og støttepartier ud til at fungere.
Men foran venter der opgaver, som kan udfordre alle. Og så er det afgørende ikke, hvem der truer og hvordan, men om regeringen tror på, at de vil gøre alvor af truslerne.
Ugens blødning:
Nye Borgerliges Lars Boje Mathiessen gik viralt efter en særpræget debat i Folketingssalen om et forslag fra Frie Grønne om, at kvinder skal have gratis bind og tamponer. Det fik Boje Mathiessen ud i en lige lovlig folkelig afvisning, som også omhandlede en hypotese om at skide i bukserne. Han blev selvsagt hånet på de sociale medier bagefter og mange steder bevidst misforstået mere, end hans vrøvleri skabte belæg for. Men mon ikke mandens eget publikum knuselsker ham for det.
Til de nysgerrige kan jeg oplyse, at ideen ikke er så tosset, at den ikke allerede er gennemført andre steder, for eksempel i Skotland.
Ugens forfrysning
Ugen startede med fornemt besøg fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, som tog hele hilse-runden i Danmark, før han tog til Grønland.
Men besøget resulterede også i en mindre forfrysning i samarbejdet i Rigsfællesskabet, hvor den grønlandske udenrigsminister, Pele Broberg, gav klar besked om, at Grønland ikke har brug for, at Danmark taler for dem.
Hvis Danmark vil have rollen som stormagt i Arktis, må regeringen og Folketinget hellere snart få lavet en vision for Rigsfællesskabet fremtid, som smager mindre af kolonimagt og mere af union.
Ugens kovending
Tre mødre med dansk statsborgerskab og deres børn skal nu alligevel hentes hjem fra Syrien, selvom regeringen igen og igen har afvist netop det. Regeringen prøver ihærdigt at forklare det med en ny vurdering fra PET, men den er der ikke rigtig nogen, der køber. Det er en regulær kovending.
Politisk er den store trussel afmonteret, men sagen er langtfra slut. Foran står flere hovedpiner om domme, placering af børn, de tilbageværende børn i lejrene, overvågningen i Danmark og ikke mindst forsvaret af kovendingen over for en blå opposition med fråde i mundvigene.
