Statsministeren blev i denne uge afhørt i Minkkommissionen, hvor hun placerede ansvaret for minkskandalen alle andre steder end hos sig selv.
Det kan hun formelt godt have ret i, men det afslører et kæmpe problem i dansk politik.
Det, der i hvert fald står klart, er, at det samme centrale punkt gør sig gældende i denne vinters to store politiske/juridiske-sager, nemlig Minksagen og Rigsretssagen mod Inger Støjberg: en skæmmende mangel på skriftlighed.
Eksperter har gentagne gange peget på det problem i forhold til skiftende regeringer. Det var for eksempel også et kritikpunkt, da man undersøgte DONG-sagen i 2016-2017. Man skriver simpelthen for lidt ned i centraladministrationen.
Det bliver i særlig grad problematisk, fordi både Inger Støjberg og Mette Frederiksen lægger afstand til eget ansvar ved at sige, at det, de har udtalt offentligt, ikke rigtigt tæller i juridisk forstand. Der er tale om henholdsvis 'politisk kommunikation' og 'talesprog'. Det underminerer ikke blot deres egen troværdighed, men hele standens.
Klip til dit eget liv. Du kan for eksempel ikke komme til at underskrive dokumenter elektronisk uden nærmest at have scrollet hele vejen ned igennem den lange tekst og gjort klart, at du har læst det ovenstående.
Det er ikke sikkert, du gør det. Men med dit klik hæfter du for læsningen uanset hvad. Du kan ikke komme til et møde i din lokale sportsklub eller ejerforening, uden at der bliver taget et beslutningsreferat.
Vi har topprofessionelle politikere og embedsmænd i Danmark. Kan det virkelig passe, at man ikke kan finde ud af at skrive ting ned? Et simpelt beslutningsreferat på officielt brevpapir og med en gammeldags underskrift nederst, er det virkeligt for meget at forlange? Så der er klarhed over, hvem der træffer en beslutning, hvornår og på hvilket grundlag.
Alle andre steder, hvor der træffes bindende og ikke nær så vidtgående beslutninger i samfundet, kan man finde ud af at skrive et beslutningsreferat, så selvfølgelig kan toppen af samfundet også.
Det bliver bare dybt ulykkeligt, hvis vi begynder at spekulere i, hvorfor det så ikke sker i så mange og så afgørende sager. Og ansvaret for at stoppe den spekulation ligger ét sted: Hos dem, der burde have skrevet det hele ned.
Det er tilsyneladende også gået hen og blevet almindelig tradition, at ministre ikke læser deres papirer. Jeg skal være den første til at berette om, at mængden af papirer er tæt på uoverskuelig, men vi ved også alle, at nogle papirer er pligtlæsestof.
Og når vi træffer meget vidtgående beslutninger, så læser vi papirerne. For eksempel når vi i vores eget liv skriver under på et realkreditlån eller køber et hus. Det med småt tæller.
Alligevel har den ene minister efter den anden berettet om, at de gik til netop det koordinationsudvalgsmøde, hvor man traf en meget vidtrækkende beslutning uden at have læst papirerne. Nemlig nedlukningen af minkerhvervet – eller rettere beslutningen om at slå alle mink ned, som det hedder på regerings-volapyk, selvom det er svært at drive et minkerhverv uden mink.
Nuvel, Schlüter mente heller ikke, det var nødvendigt at have læst papirerne forud for regeringsmøder. Man skulle bare vide, hvad der stod i dem. Men måske skulle ministre – ligesom vi andre – hæfte for at have læst indholdet, uanset om de har eller ej.
Oppositionen kunne forbedre egne muligheder for at føre kontrol med regeringens arbejde betragteligt, hvis de insisterede på skriftlighed, på at ministre læser deres papirer, og på, hvad statsministeren burde have vidst, fremfor hvor mange telefoner hun har benyttet. Som om det skulle kunne hjælpe demokratiet.
Få nu bare styr på det helt basale.
Ugens optøjer
Da statsministeren Mette Frederiksen torsdag skulle afhøres i Minkkommissionen, måtte politiet iføre sig hjelme, der blev kastet æg, råbt »landsforræder«, og ministerbilen blev udsat for hærværk.
Det er en grundlovssikret ret at forsamles og at ytre sin utilfredshed med magthavere, men når både den øvrige lovgivning og almindelig ordentlig opførsel tilsidesættes, så styrker man ikke sin protest – tværtimod!
Desmond Tutu sagde engang, at man ikke skal ikke hæve stemmen, men i stedet forbedre sit argument. Det gælder især, når man er virkeligt vred.
Ugens Trump'ske
Efter urolighederne ved Minkkommissionen har mange – også ministre – haft travlt med at bebrejde oppositionen, at demonstranter opførte sig dårligt over for statsministeren. Og det sker med tydelig reference til Trump og endda angrebet mod Kongressen. Det er direkte usmageligt, og det er også historieløst.
Kan I huske, da Schlüter-regeringen skulle beskyttes af kampklædt politi efter afskaffelsen af Dyrtidsregulering? Da Glistrup blev overdynget med æg i Fælledparken, hvor den ene S-formand efter den anden også er blevet udsat for de vildeste ting og sager? Eller da man kastede maling på Anders Fogh Rasmussen?
Det er en del af politik. Det er absolut ikke acceptabelt. Men det er de tosser, der udfører aktionerne, der har ansvaret for dem!
Ugens forsinkelse
Der er genindført flere coronarestriktioner, herunder begrænsninger på åbningstider på barer og natklubber, men der er ikke, understreger statsministeren, tale om nedlukninger. Det er derimod tale om en forsinkelsespakke.
Vi har gennem årene modtaget mange pakker fra politikerne. Ikke mindst op til jul. Og som om det ikke var nok, så skal skoleeleverne sendes tidligt hjem til den forpestede online-undervisning, som har martret dem så længe – og som forøger forældrenes julestress med faktor 500.
Helt ærligt, kunne I ikke bare have givet dem juleferie?
