»I har gemt jer i regeringen,« skrev statsministeriets departementschef i en af flere sms’er til sine kolleger i andre ministerier i minksagen.

Men da det i denne uge kom frem, at statsministeren, ifølge en ny advokatundersøgelse, havde gengivet et »ikke helt retvisende billede«, da hun fortalte befolkningen, at »regeringen ikke vidste, at der ikke var en lovhjemmel, da vi træffer beslutningen«, havde regeringen ingen kommentarer. Den gemte sig i granskningskommissionen.

Når regeringer selv laver redegørelser, siger de ikke noget, mens de bliver udarbejdet, og når andre undersøger regeringer, siger de kun noget dér. Derfor virkede det også ganske klogt, at der hurtigt blev nedsat en kommission til granskning af minksagen. Så var der fred så længe.

Men det har haft den interessante sideeffekt, at der er adgang til bunker af sms’er, som ellers har haft det med at forsvinde i tidligere undersøgelser – også af andre regeringer.

Man får et helt utroligt indblik i regeringens arbejde gennem ikke mindst statsministeriets departementschefs sms’er. Til sine medarbejdere i statsministeriet skriver Barbara Bertelsen blandt andet, at »øvelsen bliver at holde Mogens Jensen ud i strakt arm«.

Fødevareministeriets departementschef er i den modtagende ende af en byge af bebrejdelser, fordi ministeren og hans embedsfolk ikke lægger sig ned og »ruller jer«.

Det plejer at være nok at lægge sig fladt i en sag, men Mogens Jensen skulle altså også rulle sig. Og da det ikke sker, skriver hun blandt andet at »forfængelighed er en dødssynd;-) Sov godt!«

Hun udviser en bemærkelsesværdig nidkærhed i forhold til at få placeret ansvaret hos Mogens Jensen. Det er helt normalt. Hellere ofre en minister end hele regeringens liv, hvis det måtte komme dertil.

Mogens Jensen (S), der under minksagen måtte trække sig som minister.
Mogens Jensen (S), der under minksagen måtte trække sig som minister. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Problemet er, at alene mængden af sms’er placerer en ret stor del af ansvaret i statsministeriet. At tonen er hård og præcis viser bare, at Barbara Bertelsen er en lige så hård nyser som flere af sin forgængere.

Sms-tsunamien kom frem i granskningskommissionen efter Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, havde forklaret, at det var »regeringen, der traf beslutningen« på et møde i statsministeriet.

Der var en politisk diskussion mellem ministrene. Det betyder, at departementscheferne var til stede, men ikke var en del af den diskussion. Og det var sundhedsministeren, der adspurgt svarede, at det var nødvendigt at slå alle mink ned. Der blev ikke talt om lovhjemmel, selvom Fødevareministeriet i flere måneder havde været opmærksom på problemet.

Fødevareministeriet havde anbefalet, at man lagde minkerhvervet i dvale og beholdt avlsdyrene. Både det og en decideret nedlukning af erhvervet ville kræve ny lovgivning.

Regeringen beslutter i stedet at aflive alle mink. Det er ret svært at forstille sig et minkerhverv uden mink, men den lille forskel kan måske vise sig at blive afgørende.

12. november skriver Barbara Bertelsen i en sms til departementscheferne i Sundheds- og Fødevareministeriet, at »I to skal redde den her sammen nu. I skyder på hinanden begge to. Men det er jeres ansvar! Og det er regeringens liv«.

Man har aldrig været i tvivl om, at regeringen tog håndteringen af corona meget alvorligt og hellere ville fejle ved at være for forsigtige end det modsatte. Hensynet til folkesundheden dominerede tænkningen og håndteringen. Det bør vi overordnet set være ganske godt tilfredse med.

Men i en krise med et klart fokus kan man have så travlt med at fælde træer, at man ikke har tid til at slibe øksen. Det er både uklogt og farligt. Man kunne og burde have inddraget folketingets partier ordentligt. Mon ikke nogen så havde stille det indlysende spørgsmål til planen om at slå alle mink ned: Må man det?


Social- og ældreminister Astrid Krag (S).
Social- og ældreminister Astrid Krag (S). Foto: Emil Helms
Vis mere

Ugens karma

Social- og ældreminister Astrid Krag er blevet indhentet af karma. Hun var en benhård kritiker af Thyra Frank (LA) som ældreminister. Blandt andet brugte hun det faktum, at Frank ikke havde fremsat lovforslag i et år, som tegn på, at regeringen ikke havde nogen ældrepolitik. Nu har det vist sig, at Krag selv kun har ét lovforslag på tapetet på ældreområdet. Det ligner selvfølgelig det rene hykleri.

Der er forskel på at være i opposition og regering – især for yngre ambitiøse mf’ere, der gerne vil være ministre. Når de er i opposition, angriber de alt, der bevæger sig hos de politiske modstandere. Når de så er blevet ministre, synes de den slags er nederdrægtigt og et problem for demokratiet.

Det ville hjælpe, hvis statsministre ikke belønnede den slags adfærd. Det sker den dag vi vælger en enhjørning til statsminister.

Transportminister Benny Engelbrecht (S).
Transportminister Benny Engelbrecht (S). Foto: Claus Bech
Vis mere

Ugens hovsa

Transportminister Benny Engelbrecht hemmeligholder dele af en rapport om prestigeprojektet Lynetteholmen for Folketinget. Byrådsmedlemmerne i Københavns Kommune har godt nok set det hele, men det må mf’erne altså ikke.

Det kalder Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested for »grotesk« – og han har selvfølgelig ret. Problemet er – som Hyllested selv gør opmærksom på i B.T. – at de selv har stemt for Lynetteholmen i Folketinget.

Skal vi lige pause ved, at man stemmer et projekt i den størrelsesorden igennem Folketinget uden at have alle relevante oplysninger på bordet. Måske det er det groteske?

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Ugens Radio Gak Gak

Radio Loud skifter nu navn til '24syv', hvilket fik hedengangne Radio24syvs programchef Mikael Bertelsen til at tweete: 'Det gode ved Radio Louds navneskift er, at vi nu går ind i april måned, foråret er lige om hjørnet, og vi har en skøn sommer foran os.'

Man forstår godt, at ejerne blæser på, hvad det var for en umulig opgave, der vandt det umulige udbud, som blev bedømt helt umuligt – og nu bare laver noget, de ved der virker.

Det sørgelige er, at Radio24syv er væk. Kanalen genopstår ikke bare fordi nogle andre bruger navnet. Men måske ligger der alligevel noget vildskab og kreativitet gemt i navnet. Det er vi nødt til at håbe på. Ellers har vi bare hældt skatteborgernes millioner ud af vinduet på radio gak.