Midt i coronakrisen trænger et gammel politisk slagsmål sig på, fordi de afgørende vidner nu er ved at blive afhørt i Instrukskommissionen. I slutningen af maj bliver det Inger Støjbergs tur. Fra start forventede de fleste en blød landing uden de store konsekvenser, men de første dage med vidneafhøringer har vist sig at være interessante.

Det interessante ved denne kommission er, at den ikke – i modsætning til visse andre kommissioner – handler om politiske uenigheder. Den handler om jura og forvaltning.

Nogle vil måske sige, at man bare kunne have kaldt det Støjbergkommissionen, fordi det hele alligevel er en klapjagt på hende. Men Instrukskommissionen skal undersøge mere end bare ministerens ageren.

Det handler om, hvorvidt man har overholdt love, regler, principper og internationale forpligtelser. Og om, hvordan ministeriet har handlet som myndighed, om embedsværket og om, hvorvidt andre højere oppe i systemet har dækket over sagen.

Det er allerede kommet frem, at en tidligere direktør i Udlændingestyrelsen skrev til den daværende departementschef i Statsministeriet, at det 'nok var vigtigt', at statsministeren (dengang Lars Løkke Rasmussen) skulle gøre opmærksom på at 'UIBM' (formentlig ministeren, red.) har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til'.

Den daværende justitsminister, Søren Pind, har på Twitter slået fast, at Justitsministeriets besked dengang var 'klokkeklar' og var tilgået Integrationsministeriet. Og i en anden mail refererer en embedsmand fra et møde, at Støjberg skulle have udbrudt: »Den risiko tager jeg gerne!«

Der har aldrig hersket tvivl om, at Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister ønskede at teste grænserne for konventionerne – måske endda ud fra devisen om, at det er nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse. Ligesom der heller ikke er tvivl om, at ikke hele den daværende regering var på den linje, men at Støjberg løb med bolden, så at sige.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Støjberg gik til kanten, endda over kanten. Og det er præcis det, der gør sagen delikat for den nuværende regering, som godt nok har nedsat kommissionen, men som politisk gerne vil være lige så hårde som Støjberg.

Man kan sige, at for Socialdemokratiet skal Instrukskommissionen helst ikke komme til at handle om politik, men kun om personer og jura. Juraen ser stadig tynd ud, da der simpelthen mangler det afgørende skriftlige bevis – der blev nemlig aldrig lavet en rigtig instruks (altså ordre) i sagen. Og det er i sig selv dybt kritisabelt. Så selv om kommissionens vidneudsagn bliver både interessante og nogle af dem belastende for Støjberg, så mangler der hårde beviser.

Men personen Inger Støjberg er stadig hot. Politisk set glohed. Hun er ikke bare næstformand i Venstre, hun er også udset (nærmest af en samlet regeringsblok) til at skulle gøres til et problem for V-formand Jakob Ellemann-Jensen, som aldrig ville hverken agere eller udtale sig som hende.

Nok er barnebrude ikke længere noget presserede politisk problem, men kun en tåbe frygter ikke Støjbergs evne til at få det hele til at handle om værdipolitik. Så medmindre en embedsmand i den kommende uge trækker et hidtil ukendt stykke papir frem fra inderlommen, så tegner alt fortsat til at Inger Støjberg ikke blot kunne lege kispus med juraen i 2016, men stadig kan.

Ugens ultimatummer:

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, stiller ultimativt krav til regeringen om, at skatterne ikke må stige, hvis Venstre skal deltage i den økonomiske genopretning af Danmark. Det bliver først og fremmest udfordrende i forhold til finansieringen af den planlagte Arne-reform og i forhold til klimaindsatsen, hvor det forventes at blive nødvendigt at bruge afgifter til at regulere danskernes adfærd.

Samtidig stiller De Radikales formand, Morten Østergaard, et ultimatum om, at regeringen skal få en klimaplan på plads før sommerferien. De Radikale har fremlagt deres eget forslag til en plan. Den indbefatter bl.a. en ny CO2-skat.

Et ultimatum fra et af partierne bag forståelsespapiret er naturligvis mere alarmerende for regeringen end et fra oppositionens leder, men i begge tilfælde er det noget bøvl. Og noget, regeringen må tage alvorligt.

Ugens oversete:

Regeringen vil gerne være med til at opbygge et fælles EU-lager af værnemidler, respiratorer og lignende. Det, der bliver kaldt strategisk medicinsk udstyr. Men kun, hvis EU-Kommissionen fungerer som koordinator.

Danmark er ikke med på, at kommissærerne i Bruxelles skal kunne bestemme over lagre hen over hovedet på medlemslandenes sundhedsmyndigheder.

Det ville selvfølgelig også umuliggøre at sende ubrugelige respiratorer til Italien.

Ugens skattelettelse:

Det nye boligskattesystem er blevet udskudt til 2024 – det skulle ellers have trådt i kraft til nytår.

Men i mellemtiden er et flertal blevet enige om at lempe ejendomsværdiskatten med 3 mia. kr., sætte loft over grundskyldstigninger, forhindre, at de kommunale grundskyldpromiller bliver sat op frem til 2028, sænke boligskatterne varigt med 0,6 mia. kr. og sende ca. 13 mia. kr. retur til boligejere, der har betalt skat af for høje vurderinger.

Man kan undre sig over, hvorfor de ikke i stedet udtænker et mere enkelt system for boligskat, så det ikke tager flere år at gøre systemerne i stand til at håndtere dem. Men nu er der i hvert fald ro i et par år.