Venstres fremtidige ledelse er ved at tegne sig på horisonten, men spørgsmålet er, om de er klar over, præcis hvor stor en opgave de er ved at tage på sig.

Den kommer til at kræve det samme af Venstre, som skete fra 1998 og frem.

Anders Fogh Rasmussen havde overtaget ledelsen efter Uffe Ellemann-Jensen, som manglede et sølle mandat for at kunne sætte sig i Statsministeriet.

Claus Hjort Frederiksen begik derefter den fundamentalt forandrende analyse, at Venstre skulle koncentrere sig om at flytte det ene mandat. Og det kunne kun ske over midten.

I de år, der fulgte, gik Venstre fra traditionel partiforening til topprofessionel kampagneorganisation med en brølestærk partisekretær i spidsen. Landsorganisationen tog topmoderne redskaber i brug, eksempelvis med løbende brandmålinger og fokusgrupper.

Sekretariatet på Christiansborg blev toptunet, og Anders Fogh Rasmussen fik en spindoktor.

Men gennem hele den transformation knoklede partiets formand (Fogh), næsteformand (Løkke) og partisekretær (Claus Hjort Frederiksen) rundt i landet til hundredevis af møder, hvor de forklarede strategien og diskuterede politik med baglandet.

De viste den nødvendige respekt og lagde de kilometer i projektet, der skulle til.

I første omgang købte partiet ind på ideer om skattestop fremfor skattelettelser, om fritvalgsordninger som en ny tilgang til at løse problemet med årelange ventelister på sygehuse, og om en kæmpe bamsekrammer til begrebet 'velfærd'.

I folketingsgruppen måtte ordførerne gerne tænke selvstændigt, bare de ikke rykkede ved grundstenene under Foghs projekt.

Det var det, de 10 liberale teser forbrød sig imod, ifølge ledelsen. Og det var derfor, de blev slået brutalt ned.

Da Lars Løkke Rasmussen overtog ledelsen af partiet i 2009, fortsatte han ud af de spor, der var lagt, men byggede videre.

Løkke kom dengang på Facebook, Twitter og LinkedIn, for Venstre havde en tommelfingerregel om, at man altid skulle være forrest i det elektroniske felt.

I månederne op til at Løkke skulle overtage Statsministeriet og formandsposten for Venstre, hev Claus Hjort Frederiksen 'mappen' frem: Den berømte drejebog.

Og uddelte opgaver til en lille gruppe mennesker.

Jeg fik blandt andet til opgave at gentænke statsministerens pressemøde.

Pressemøder blev aldrig Løkkes yndlingsdisciplin, men Spejlsalen i Statsministeriet ser i dag ud, som vi tænkte dengang.

Alt blev gentænkt systematisk.

Mange i Venstres folketingsgruppe havde under Fogh tålmodigt ventet på, at 'Løkke-toget' ville rulle ind på stationen.

De glædede sig til, at der blev mere plads til liberale tanker.

I første omgang blev de skuffede, men da Løkke annoncerede afskaffelsen af efterlønnen, kunne man helt fysisk mærke, hvordan kampgejsten steg.

Og i 2011 fik Venstre et flot valg, men mistede magten.

Og i 2015 skete det modsatte. Den gamle tese om det sølle ene mandat på midten spøgte stadigt i Venstre.

Men over årene voksede styringen fra toppen. Det samme gjalt DFs indflydelse, som først nærmest var taknemlige over overhovedet at blive taget alvorligt.

Over årene blev de en værdsat samarbejdspartner, ja, der var ligefrem Venstre-vælgere, som syntes, de havde en positiv indflydelse.

Men mod slutningen af Løkkes tid blev DF kejseren, som vendte tommelfingeren op eller ned overfor Venstre-gladiatorerne - og dermed dødsdømte forslag og ideer - mens de flirtede med Kleopatra.

Og Venstre blødte.

Efter valget i 2019 besluttede i hvert fald Claus Hjort Frederiksen - måske også Løkke - sig for at få styr på magten i partiet igen.

Valgresultatet havde tydeligt vist, at magten ligger i midten. Og angrebet mod Kristian Jensen blev sat ind. Det endte som bekendt med kollaps.

Dermed sluttede en æra i Venstre.

Og samtidig er en tilsvarende æra begyndt i Socialdemokratiet, hvor man taler om 'systemskifte' på linje med det, man så i Venstre i 2001.

De har fundet deres eget afgørende ene mandat i den stramme udlændingepolitik. De bør gøre sig en lang række notater om den rejse, Venstre har taget fra 1998 til 2019.

Det samme gælder den kommende ledelse i Venstre.

Er Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg så det drømmehold, der kan løfte den opgave?

Den gamle kæmpe Hjort har lært mig, at man ikke kan se formanden, før han er det.

Og hvor opgaven til Anders Fogh Rasmussen, 'vind valget!', var velformuleret, er den mere diffus for Venstres fremtidige ledelse. Hvad er det egentligt, Venstres bagland har bedt om nu?