I disse dage kan man dele de fleste danskere op i to grupper: Dem, der mener coronavirus-hysteriet må stoppe, og dem, der mener, at vi slet ikke tager det alvorligt nok.

Men det er et faktum, at corona-udfordringerne for regeringen har smittet fra observationslisten til aktionslisten. Det er ikke længere nok at følge udviklingen, nu kræves der også handling. Blandt andet efterlyser flere erhvervsorganisationer nu hjælpepakker.

Nødplaner, beredskaber og skærpede sundhedsanbefalinger er ikke længere tilstrækkelige aktiviteter. Den berygtede Covid-19 har heldigvis endnu ikke kostet menneskeliv i Danmark, men den koster på så mange andre måder. Det er nu regeringens problem. Og det problem lander oven i en række selvskabte problemer med Christiansborg – og i en tid, hvor alle regeringens planer i forvejen er temmeligt udgiftsdrivende (læs: koster kassen).

Harold MacMillan, afdød britisk premiereminister, menes at have svaret 'events, dear boy, events' (begivenheder, min dreng, begivenheder), da han blev spurgt, hvad det farligste er for regeringer.

Udefrakommende begivenheder som krig, terror, naturkatastrofer, finanskriser, Muhammed-tegninger, migrationskriser, pandemier og lignende. Alle de ting, der ligger uden for en regeringens kontrol, men som stadig er en regerings ansvar.

Det er både dyrt, farligt og bøvlet for regeringen, at den nu skal til at gøre mere ved følgerne af Covid-19 end at sikre forsyninger af håndsprit og beredskabsplaner.

Det handler om sundhed, arbejdspladser, virksomheder og samfundsøkonomi, lød det fra statsministeren på et pressemøde fredag, som bad danskerne lytte godt efter anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne og orientere sig på coronavirus.dk. Ligesom arrangementer med flere end 1.000 deltagere bør udskydes eller aflyses – foreløbigt marts måned ud.

Statsministeren trådte frem flankeret af samfundets administrative top – fra Sundhedstyrelsen, politiet, Udenrigsministeriet og Erhvervsstyrelsen. Hun var den eneste folkevalgte. Der var ingen tvivl om, hvor ansvaret skal ligge. Hun kunne lige så godt have fløjtet, peget på sig selv og svaret 'mor her'.

Ugens nedtur:

Der findes maskiner, der skyder lerduer ud, så jægere kan træne deres evner udi haglskydning. Og så findes der en regering, der skyder problemer ud af Finansministeriet, så oppositionen kan træne deres evne til at udtale 'tillidsbrud' på daglig basis. Finansministeriet har nu politianmeldt læk af papirer til Jyllands-Posten, ligesom en pressechef har forladt sin stilling med en markant afskedssalut om, at det hjælper på muligheden for at udføre jobbet, hvis man er 'professionel socialdemokrat'. Man kan spekulere over, hvorvidt ministeren har mistet kontrollen, om ministeriet er blevet politiseret, eller om regeringen simpelthen bare er magtarrogante. Døm selv. Men at der er noget rivravruskende galt, kan vi vel være enige om.

Ugens selvdestruktion:

Alternativets politiske leder, Josefine Fock, befinder sig stadig på pinebænken. Det er først i weekenden, hovedbestyrelsen tager stilling til, om de har tillid til hende. Igen. Krigsskadeomkostningerne for balladen er enorme og ved at sende partiet mod fallit. Den nye politiske kultur, partiet ville indføre, ligger i ruiner, den politiske dagsorden er eksporteret til andre partier, og der synes at være et stort minus også på kontoen for simpel evne – nok nærmere vilje – til at lade en leder lede. Senest er folketingsgruppen og partiets leder blevet uenige om, hvorvidt partilederen må deltage i de kommende klimaforandringer.
En partileder, der beskyldes for at personificere alt det, partiet ville gøre op med, der end ikke kan få lov – af sin egne fodfolk – til at forhandle partiets absolut vigtigste mærkesag. Der mangler bare partisansøm foran samtlige danske cykler, så er der vist fuld plade på selvdestruktionen i Å.

Ugens oversete:

SF holder årsmøde i weekenden, og det går faktisk rigtigt godt for partiet, men udmeldingerne fra formand Pia Olsen Dyhr bliver overskygget af både coronavirus, flygtningestrømmen fra Tyrkiet mod Grækenland, regeringens fumleri med papirer og forhandlinger og Alternativets målrettede forsøg på at opløse sig selv gennem tårer. Det er egentligt lidt synd, for SF er godt i gang med at vise, at man får mere ud af at være en loyal samarbejdspartner for regeringen end af at stikke kæppe i hjulet. Og det er ikke ligefrem, fordi det har kostet på hverken profil- eller opmærksomhedskontoen, simpelthen fordi SF'erne er så dygtige politiske håndværkere, at de kan klare sig uden trusler og ultimatummer. Og med Alternativet under hurtigere nedsmeltningen end »'the ice on the poles', så kan SF se frem til fremgang.