Regeringen og Folketinget træffer i disse dage drastiske beslutninger for at beskytte landet og borgerne.

Det er al ære værd.

Ingen ved endnu, hvor langt tid det vil tage at komme igennem krisen, eller hvor længe vi skal kæmpe med efterdønningerne, men vi kommer fattigere ud på den anden side.

Stort set alle regeringer bliver ramt af udefrakommende begivenheder. Terror, naturkatastrofer, økonomiske kriser, Muhammed-kriser. Det grimme politiske sandhed er, at regeringer bliver straffet for ikke at håndtere kriser godt, men sjældent belønnet for at gøre det.

Indtil nu har det være regeringens helt store held og lykke, at Mette Frederiksens politiske projekt - i modsætning til de to seneste statsministre - kunne folde sig ud fri af økonomisk krise og uden krav om, at regeringen skulle gå 'reform-amok' for at få kassen til at stemme.

Den fordel bliver hostet ud i ærmet på bekymrede danskere i disse dage.

Problemet er ikke bare, at store dele af det offentlige Danmark er sendt hjem med fuld løn, eller at man vedtager hjælpepakker og udskyder indbetalinger til det offentlige.

Problemet er i høj grad tabt omsætning i private virksomheder, som uvægerligt må gribe til afskedigelser, og som også vil betyde konkurser.

Og i en lille åben økonomi som den danske er vi særligt sårbare, når verdensøkonomien er presset.

Bundlinjen er, at både lønmodtagere, virksomheden og det offentlige simpelthen bliver fattigere dag for dag nu.

Det vil få politiske konsekvenser.

I første omgang forhandler regeringen videre om klimaplanerne, som da også er bunden opgave. Men da ingen ved, hvor lang tid corona-krisen vil plage verden, må man gå ud fra, at andre politiske projekter kan blive udskudt eller pakket sammen, simpelthen fordi økonomien er på sultekur.

Det er endnu alt for tidligt at spå om, hvilke politiske tilpasninger der bliver brug for i de kommende måneder, måske år. Men hvis man banker let på det politiske barometer, så er forventningerne til, hvad der kan leveres, nedadgående.

Vi bliver alle fattigere i disse dage. Også på politiske muligheder. Det bør borgerne rimeligvis også indstille sig på.

Ugens nedtur:

USA's præsident, Donald Trump, ville berolige markederne med en tv-tale, som mange store præsidenter har evnet før ham, men i stedet udløste han det største fald på aktiemarkederne siden 1987.

Flere eksperter undrer sig over, hvorfor markederne panikker. Måske må præsidenten nu betale prisen for at have råbt »fake news« i flere år nu.

Når man undergraver tilliden i samfundet, undergraver man som præsident også tilliden til sig selv og det embede, man varetager.

Ugens olfert:

Går til de danskere, der straks efter statsministeren havde meddelt, at der ikke var grund til hamstring af dagligvarer, hamstrede.

Jeg er sikker på, at de flover sig behørigt nu, men de fortjener alligevel en virtuel olfert, så de husker at trække vejret og tro på regeringen, Folketinget og myndighederne næste gang.

Vi lever i et land, hvor statsministere ikke rabler rundt og benægter fakta, men faktisk anstrenger sig for at oplyse folket samvittighedsfuldt. Husk det næste gang!

Ugens krammer:

Ugens virtuelle krammer går til alle dem, der fjerne betalingsmure og abonnementskrav, så danskerne har gratis adgang til nyheder, information, undervisningsplaner, træningsprogrammer, opskrifter på hjemmelavet håndsprit og meget andet.

Det er samfundssind, og tak for det.

Alle taber penge nu, men der er stadig råd til storsind. Lad det være en lektie for os alle.