Formændene for Venstre og Det Radikale Venstre presser regeringen for drøftelser om, hvordan samfundet skal lukkes op igen, ligesom de gerne vil i gang med drøftelser om, hvordan man skal få gang i økonomi og beskæftigelse hurtigst muligt efter krisen.
Økonomiske eksperter efterlyser samtidig prognoser eller scenarier fra regeringen. Fremtiden presser simpelthen på.
Da finanskrisen ramte Danmark i 2007, sagde daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen, at man skulle holde 'krudtet tørt'.
Det betød på almindeligt dansk, at man ikke ville tømme kassen på én stor pakke, for man skulle bevare muligheden for at kunne gøre noget målrettet hen ad vejen.
Sådan var det, fordi det var tydeligt for alle, at krisen ville være langvarig. Corona-krisen er anderledes.
Der er en forventning om, at verden kommer rimeligt hurtigt igennem den umiddelbare sundhedskrise, hvorefter man så kan montere et sæt startkabler på økonomien og give batteriet et ordentlig skrald.
Politisk trækker det altså mere op til nogle 'big bang'-hjælpepakker end mindre målrettede løbende hjælpepakker, når første bølge af coronavirus forventeligt fordamper i sommervarme.
Der er allerede fuld gang i positionskampen forud for den økonomiske prioritering, der venter. DFs formand har forsøgt at skyde 'Arne-reformen' til hjørne, KL-formand Jacob Bundsgaard (S) varsler, at det kan blive svært at levere minimumsnormeringer i daginstitutionerne, hvilket straks fik både Pia Olsen Dyhr fra SF i blækhuset med et modsvar. Og Pernille Skipper efterspørger en 'velfærdsgaranti' mod forringelser af velfærden efter krisen.
Det er blot nogle af de synlige eksempler på, at kampen om prioriteringerne efter krisen allerede er i fuld gang. De usynlige interesser er også i gang.
Brancheorganisationer, interesseorganisationer, fagbevægelse og arbejdsgivere, tænketanke og eksperter - og en hel horde af professionelle lobbyister er i fuld gang med at finde argumenter for netop deres sag. Det handler både om, hvordan man genåbner samfundet, og om, hvordan man får gang i økonomien.
Regeringen har lige nu fuld opbakning fra befolkningen, Folketinget og alverdens organisationer og virksomheder. Men når dagsordenen flytter fra sundhedskrise til kickstart af økonomien, kæmper hver mand for sig selv, og regeringen vil stå alene.
Ugens automatreaktion:
En WHO-ekspert satte spørgsmålstegn ved, om det var rigtigt at lukke landet ned. Det fik økonomiprofessor og overvismand Carl-Johan Dalgaard til at tweete:
»"Nedlukning" af dele af økonomien er en dyr affære. Hvis det oplagte er ineffektivt i forhold til at bremse udbruddet, er det måske tid til at overveje strategien og erstatte den med noget andet? Nu-agtigt.«
Han blev straks mødt med hånlige nedgørelser om, hvad en økonom dog kan vide om pandemier og sundhed. Det er en automatreaktion, der ofte møder vismænd i Danmark.
En overvismands opgave er blandt andet at påpege, hvordan vi får mest valuta for pengene. Vælger de mest effektive løsninger. Derefter kan politikere og befolkning gøre, som de vil.
Men vi kan ikke være bekendt at skyde folk ned, fordi de løser den opgave, vi har bedt dem påtage sig, og med den faglighed, som de besidder.
Ugens ærlige:
Chefen for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, forklarer i Politiken i utvetydige vendinger, at en stor del af befolkningen faktisk SKAL smittes med coronavirus i denne første bølge for at undgå, at næste bølge rammer for hårdt, og for at sundhedssystemet kan følge med. Vi skal simpelthen have opbygget nok flokimmunitet. Tak for ærligheden.
Til gengæld slår han også fast med syvtommersøm, at der ER en uenighed mellem de sundhedsansvarlige i Danmark og WHO: 'De forestiller sig, at man kan inddæmme smitten, men det mener jeg er totalt passé'.
Endnu engang: Tak for ærligheden. Ved I hvad, vi kan faktisk godt tåle at høre de ærlige svar. Flere af dem, tak.
Ugens makværk:
På tirsdag forventes Folketinget at vedtage en en række strafskærpelser for coronarelateret kriminalitet. Men der er et par ting, som vi lige skal bemærke i den sammenhæng:
Justitsministeren taler om, at 'vi er i krig'. Skal vi ikke starte med at give ham en digital olfert for den unødvendige svulstighed?
Dommerforeningen har skrevet et brev til ham, hvor de desuden i realiteten siger, at lovforslaget er populistisk makværk - det er min udlægning.
Og læg dertil, at medlemmerne af Folketinget, som skal stemme forslaget igennem, har fået det oversendt så sent, at de umuligt har kunne nå at læse sig igennem sagen, før de skulle i salen første gang.
Det er, hvad der kommer af svulstig krigsretorik: Populistisk makværk.