’Det tog kun fire uger, før omikron var at finde i 38 ud af 53 europæiske lande, og flere steder er varianten allerede dominerende, blandt andet i Danmark.
Det har fået WHO til at advare mod en smittesprednings »storm«. En snestorm have naturligvis været at foretrække, og gerne en, der førte til lidt aflyste planer og frivillig selvisolation.
Fremfor en juleferie med familien vil mange danskere reelt komme til at opleve sygedage sammen, hvor man så kan skiftes til at hente piller og mangle smagssansen.
Og det er så ikke engang dem, der udgør den store risiko, for det er alle dem, der ikke prøver at vække hjernens hukommelse af smagen af and, men derimod drager ud for at udveksle godt humør og potentiel smitte med deres kære.
Og lad det straks være sagt: De stakkels mennesker har ikke en chance for at opføre sig topansvarligt, men jeg er sikker på, at de vil gøre deres bedste!
Problemet er, at testkapaciteten ikke kan følge med sygdomsudviklingen lige nu, og da slet ikke, hvis man tilføjer det særlige julekrydderi, at folk ofte ser mange mennesker i julen og flytter sig over landsdele. Nogle steder er der mange dages ventetid på en pcr-test – selv for nære kontakter som for eksempel familiemedlemmer til en smittet.
Det helt svimlende faktum er, at der faktisk er samme testkapacitet som sidste vinter, men smitten er tre gange så høj – og stigende. Professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet Eskild Petersen har i den forbindelse udtalt til Berlingske:
»At vi må nok indse, at vi ikke har styr på epidemien«.
De fleste eksperter forventer da også, at der er et temmelig stort mørketal for antallet af smittede. Ingen tør rigtigt begynde at forestille sig, hvad der sker, hvis folk opgiver at henslæbe jul i endeløse køer til test.
En enkelt modig ekspert, Jens Lundgren, har dristet sig til at teoretisere over, om den særligt smitsomme omikronvariant faktisk kan få pandemien til at brænde ud, fordi det er usandsynligt, at den kan udvikle sig til noget endnu mere smitsomt end omikron:
»Det kan faktisk være, at virus har presset sig selv op i et hjørne, den ikke kan komme videre fra. Altså, at den ikke kan lave nye varianter, der er konkurrencedygtige med omikron,« siger Jens Lundgren.
Det letter dog ikke presset på sundhedsvæsenet, som er til at få øje på. Slet ikke på kort sigt.
Sundhedsvæsenet var presset, før corona ramte, men det er vand i forhold til, hvor det står i dag – tæt på at drukne. Ikke blot på grund af sygeplejerskekonflikten og dens følger, men af mange forskellige årsager, hvor corona blot er ét element, men et uomgængeligt et af slagsen.
Mandag fik regeringen så støtte til at suspendere patienternes ret til at vælge et privathospital, hvis de offentlige ikke kan levere inden for en bestemt tidsramme. Det skete med støtte fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. En temmelig opsigtsvækkende beslutning, fordi netop patienternes frie valg tilskrives stor effekt i forhold til at være sluppet af med de ventetidspukler, der engang prægede det danske sundhedssystem, og som hurtigt kan opstå igen.
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen virker da heller ikke begejstret for den beslutning: »Det er svært at se, hvordan det skulle lette presset på de offentlige sygehuse. På sigt vil det øge presset på sygehusene, for hvis du udsætter behandlingen en måned eller to, kommer problemet tilbage.«
Det kan altså alt sammen lyde temmelig dystopisk. Vi har mistet kontrollen over epidemien, og sundhedssystemet er presset i bund. Hvis man skal forsøge at komme lidt i julestemning, ligner det en genindspilning af den 21 år gamle julefilm 'Grinchen – julen er stjålet' – bare med omikron i hovedrollen.
Men selv i den gamle film må den sure Grinch alligevel overgive sig til en lille piges gode hjerte. Og de gode hjerter viser sig også i denne jul. Pensionerede læger vaccinerer i 12-timers vagter, og gymnasieelever melder sig til at hjælpe på plejehjemmene. Det skal nok blive jul. Må I alle kunne fejre den så symptomfrit som muligt.
Ugens isolation
Tirsdag stemte Folketinget som bekendt om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs værdighed til at sidde i Folketinget. Det var en lang og følelsesladet debat, men også en af dem, hvor man med fordel kan genlæse mange taler, spørgsmål og svar. Må jeg anbefale, at man blandt andet genlæser LA’s gruppeformand, Ole Birk Olesens, tale, som var exceptionelt god.
I offentligheden løb Inger Støjberg med vanlig sikkerhed med overskrifterne med sin kække bemærkning om, at det nok ikke er det sidste, man har hørt til hende – måske heller ikke i Folketinget.
En dag om 10, 20 eller 30 år vil det synes lidt mindre interessant. Men et ungt menneske vil læse blandt andet Ole Birk Olesens tale og tænke: Wow!
Ugens fummelfinger
Henrik Dahl fra Liberal Alliance kom ved en fejl til at stemme med den radikale formand Sofie Carsten Nielsens profil i Folketinget, da man stemte om Inger Støjbergs værdighed. Og ikke nok med det, han kom også til at stemme imod at erklære Støjberg uværdig, selvom det var direkte modsat af, hvad både han selv – og i øvrigt også Sofie Carsten Nielsen – havde planer om at stemme.
Det lyder som en molbohistorie, og den bliver kun bedre af at høre Dahls egen udlægning:
»De der touchscreens er ikke så gode – hvis man har en GPS, har man sikkert prøvet det. Jeg slår hårdere på skærmen, og rammer et tal ved siden af – helt random.«
Må vi næste gang anbefale folketingsmedlemmet en dyb vejrtrækning fremfor hårdere tryk? Eller som minimum videodokumentation, for det må have set sjovt ud tæt på.
Ugens fingernemme
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen skiller sig markant ud fra mange af sine forgængere på et afgørende punkt: Hun bliver ikke helt forvirret og handlingslammet, når fodboldens organisationer endnu engang har placeret en slutrunde et sted, der har det med menneskerettigheder, som de fleste har det med kostrådene juleaften: De er i bedste fald vejledende.
Halsboe har såmænd taget initiativ til en erklæring om gennemsigtighed og menneskerettigheder i forbindelse med værtskaber. Først fik ministeren sine nordiske kolleger med på vognen, så tog hun erklæringen med til Bruxelles i november, og nu har 23 lande tilsluttet sig – herunder store fodboldnationer som Tyskland, Spanien og Portugal.
En international erklæring løser ikke problemet i ét hug, men det er tusind gange bedre end de forkølede forsøg på at sige “fy”, man har set fra tidligere regeringer. Godt arbejde, kulturminister!
