Skjult nasseri plager mange: Det er bare ikke i orden!

Indimellem ender vi alle sammen uforvarende i en økonomisk kattepine.

Kattepinen udløses som regel af en, som mener, at deres pengenød eller forbrug er et problem, som du er udset til at løse. Hvis du ikke vil lege med, er du nærmest et ’dumt svin’. Tak for kaffe. Du kommer sjældent ud af sådan en kattepine uden ridser i lakken eller ondt i tegnebogen.

Kan du for eksempel sige nej til at låne dine penge ud? En ven eller et familiemedlem beder dig om et lån. Hvad svarer du? En ny måling viser, at ni ud af ti siger nej.

Men lånespørgsmålet ender som et dilemma for hver tiende af os uanset alder. Svarer du nej, bliver du måske grundigt uvenner med den, der spørger, fordi personen ikke vil acceptere et nej. Svarer du derimod ja, selvom du mener ’nej’, gruer du for, om du nogensinde ser pengene igen.

Det er så nemt at låne af familie og venner. Ét spørgsmål, og lånet er hjemme, selvfølgelig afhængigt af mavefornemmelsen hos dem, der skal låne ud. Men de private lån kan udløse taknemmelighedsgæld og ødelagte relationer.

Der er ingen steder at klage, hvis man er utilfreds, og familie og venner har ikke tavshedspligt om lånerens dårlige økonomi.

Låner man derimod hos professionelle, er man beskyttet af kreditaftaleloven. Man skal rådgives grundigt, der er tavshedspligt og diskretion om låneforholdet. Centralt er, at man aldrig har ’ret’ til at låne penge. Får man nej til et lån, er det baseret på en kreditvurdering, ikke mavefornemmelser. Hvis der går kuk i lånet, har man klagemuligheder.

Familie- og vennelån er almindelige. Men det er nok sundere for de personlige relationer at låne hos en professionel. Hvorfor er det lige, at nogen mener, at man har ret til at sætte andre i en suppedas ved at bede dem om penge? Jeg synes, det er afpresning.

Private lån er én ting. Mere hverdagsagtigt havner endnu flere som ofre for regningsnasseriet. Hver syvende af os kan ikke sige fra, og det er i sær kvinder, der er ofre for regningsnasseri. Du kender det.

I er nogle stykker ude at spise, og når regningen kommer, foreslår en, at I deler betalingen i lige store dele. Der er bare det ved det, at du sagde nej tak til dessert, kaffe og likør. Du fik kun et enkelt glas vin. Du vil ikke betale for de andres fest. Kan du sige fra og nøjes med at betale din egen fair andel?

Tillykke, du er landet i en kattepine. Hvis du protesterer, bliver du opfattet som nærig og besværlig. Siger du okay, føler du dig uretfærdigt behandlet. Din hyggelige aften er ødelagt. Jeg synes ikke, det er i orden, for juridisk er der ingen tvivl om, at ’bestilleren skal betale’.

Du skal aldrig føle dig presset eller manipuleret til at sponsorere andres forbrug. Det er jo den omvendte verden, at nogen som en selvfølge forventer, at de kan køre på frihjul og overlade broderparten af forbrugsregningen til andre. Det kaldes ’nasseri’.

Er du en af dem, der ikke kan sige fra? Så kan et par råd hjælpe dig ud af kattepinen fremover. Gør det nemt at dele regningen ved at købe enkelte genstande, fx en øl, et glas vin eller en vand. Så står det tydeligt på den fælles regning, hvad du har bestilt.

Det er let at regne din andel ud. Vælger du i stedet at dele en flaske vin med andre, kan du ikke styre, om den skal være dyr eller billig. Regningen ender måske på et niveau, som du ikke har kalkuleret med. Hav kontanter i pungen, så du kan lægge din fair andel på bordet i kontanter. Alternativt kan du overføre beløbet via MobilePay til den, der betaler regningen.

Husk, du er aldrig pinlig, når du nægter at lege pengemaskine for andre. Du har ret til at sige fra.