'Nå, men jeg flytter altså hjemmefra. Jeg har fundet et sted sammen med Sophie,' sagde den yngste søn hen over maden forleden, og jeg blev 20 år ældre i samme øjeblik.

Jeg havde ellers siddet frisk og glad ved bordet med fodbold i benene og rødvin i glasset. Men nu så jeg pludselig mig selv som en slumrende ældre herre i gyngestolen på terrassen med en kop kaffe i skødet. I baggrunden slår bornholmeruret, og konen snakker i telefon, men ellers er der stille.

Der er ingen, der spiller Fortnite inde på værelset under larm og forbandelser. Der er ingen tomme Monster-dåser i en rodet seng. Der er ikke flere søndage, hvor man kommer hjem fra sommerhuset og finder sovende knægte på luftmadrasser i et udbombet hus. Og der er ingen, der lige skal låne bilen. Bare et par timer.

Bevares, vi vidste jo godt, at det var op over. Han er trods alt 20, og han skal ud i livet med sin kæreste. Selvfølgelig. Det er livets gang og alt det der. Men som forælder dør man alligevel en lille smule.

Min egen mor sad med røde øjne, da hun og min far kørte mig op foran et kollegium i Gellerup i Aarhus i 1976. Vi læssede mine få ejendele af traileren. Vi bar dem ind gennem kollegiets noget medtagne gange med maoistiske plakater på væggene og videre ind på de få kvadratmeter, der skulle huse min tilværelse nu.

Min far var håndværksmester og gik i gang med akutte forbedringer. Han skruede også et spritnyt sæde på mit toilet. Og eftersom jeg i første omgang kun skulle bo på det værelse i 18 måneder, blev jeg enig med mig selv om, at det sæde ikke behøvede nogen rengøring i den periode.

Min mor åbnede med tilbageholdt åndedræt køleskabet i fælleskøkkenet og anbragte sirligt en række madvarer. De fleste blev stjålet af de andre beboere hen over de næste dage. Men jeg nåede at redde en spegepølse, som til gengæld også udgjorde min væsentligste ernæringskilde hen over mange måneder.

Og så kørte de mod nord igen med en tom trailer. Jeg gik ud og vinkede farvel, og da jeg kom tilbage til det halvtomme værelse, var en sort-hvid kat kravlet ind ad vinduet og lå og gassede sig på min seng. Jeg kaldte den Knudsen, og den blev hos mig i næsten et halvt år, indtil den fandt en anden nyttig tosse på kollegiet.

Og nu er jeg der selv. Om lidt er det min trailer, der kører nordpå. Hjem til den stille terrasse. Og ja, det er lige lovlig sentimentalt, men der findes heldigvis og naturligvis et navn for den slags, nemlig Empty Nest Syndrome. Det lider jeg af, så nu kan man måske for en gangs skyld komme på en eller anden konto i kommunen med hjemmebesøg og sagsbehandler og betalt psykologbistand.

Konen er mindre ramt. Hun kneb godt nok en tåre, da knægten annoncerede sin afrejse, men som kvinder er flest var hun hurtigt i vælten: Hvad skal købes ind? Nej, hvor spændende! Skal I have ny seng? Hvad med bestik? Kommer I og spiser med en gang om ugen?

Kvinder er simpelthen bedre til at involvere sig, uanset hvor gamle de måtte blive. Jeg forsøger at lære af hende. Jeg må op af stolen og mene noget om det hele. Jeg skal f.eks. også mene noget om, hvordan vi to nu skal leve resten af vore dage. Ellers ved hun det med garanti, og den risiko kan man jo ikke tage.

Jeg tror, jeg i første omgang foreslår en kat. Den kan f.eks. hedde Knudsen.