Hvis jeg stiller mig op på lørdag i Stengade i Helsingør og råber efter folk, hvad er det så?

Der skal nok komme et par svenskere forbi, som kan få en uforskammethed med på vejen.

Et par handicappede i kørestol kunne vel også trænge til at blive fornærmet, for de hører jo ikke hjemme i samfundet. De skal efter en farlighedsvurdering anbringes i lejre langt væk, eller i fængsel. De bidrager ikke til samfundet.

For slet ikke at tale om moderen med tørklædet og den lille dreng, der tydeligvis ikke er etniske danskere. Hende råber jeg 'luder' efter. For hun og hendes unge skal hjem til deres 'lorteland'.

Jeg kunne også finde på at brænde et par symboler af. For at genere børnene kunne jeg da vælge et par nuttede tøjbamser.

Og se, her kommer et ægtepar, som ligner nogle, der kunne have stemt på De Radikale eller Enhedslisten. De vil udrydde en danske befolkning, så de skal også af sted til lejrene.

Dem råber jeg 'landsforrædere' efter.

Nu går det rigtigt godt.

Mimi Jakobsen.
Mimi Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Der kommer flere og flere til, som stopper op for at høre på mig. De fleste ryster på hovedet, men andre griner og synes, det er god humor.

Og nu kommer det afgørende spørgsmål.

Hvad er det, jeg gør her i  Stengade i Helsingør?

Hvis jeg har anmeldt det til politiet som en demonstration, så er det hele ok. Så må jeg råbe og skrige og fornærme og såre og træde alt under fode. Kalde andre mennesker hvad som helst, true dem med udvisning, anbringelse i lejre eller i fængsel.

Jeg kunne måske oven i købet opnå at få politibeskyttelse, hvis jeg er skinger og skrap nok. Den lokale politimester vil da sikkert sikre min grundlovssikrede ytringsfrihed?

Og de seks -syv betjente, som jeg i øvrigt beder om personlige oplysninger på, fordi jeg har ret til aktindsigt i deres personalesager, ja, de har da heller ikke noget bedre at lave end at passe på mig.

Men hvis jeg bare stiller mig op her på lørdag uden at kalde det en demonstration og råber op på den måde,  så ryger jeg med garanti på røv og albuer i detentionen på grund af gadeuorden.

Logik for dværghøns, ikke?

Så jeg kalder det da selvfølgelig en demonstration. Og så kan jeg nemlig også blive berømt, og en dag kan jeg blive opstillingsberettiget til Folketinget. Jeg omgår godt nok reglerne for vælgererklæringer, men da der sidder et skvat af en minister på området, der ikke har mandsmod nok til at gribe ind og erklære det ulovligt, så er jeg godt på vej.

Og skulle det ulykkelige ske, at jeg ikke bliver valgt, så scorer jeg da to millioner kroner om året i partistøtte, for jeg er da ikke lige så dum som Klaus Riskjær, der giver pengene til Røde Kors bare for at hjælpe nogle unger i en lejr, som, han synes, det er synd for.

Nej, jeg kan leve godt og fedt til næste valg og berige Danmark med mange andre gode optrin. Min eneste frygt er, at jeg bliver glemt, og at ingen snart gider høre på mig mere, for jeg skal godt nok brænde meget krudt af for at blive ved med at være interessant.

Men jeg har jo mine betjente med mig, så jeg kan tillade mig hvad som helst.

Tak til Danmark for din rummelighed.