Jeg har også ondt af Sass. Det har vi vist alle.

Politisk har jeg været uenig med ham i stort set alt.

I mine øjne har han flyttet Socialdemokratiet hen, hvor det ikke hører hjemme. Som gammel 'i hjertet socialdemokrat' har det gjort ondt at se, hvordan hårdheden har fået nye og uklædelige toner i det gamle parti.

Der var engang, hvor man kunne have hjertet med. Med de 'fremmede', med de fattige, med dem som engang var omfattet af det hæderkronede ord 'solidaritet'.

Her må man nu gå andre steder hen, og det har mange jo også gjort.

Bevares, man har taget stemmer fra Dansk Folkeparti, og det skal være begge parter vel undt.

Men sjælen, hvor er den?

Skal vi nu igen opleve, at en kvindelig statsminister giver den hele armen med de bedste (mandlige?) træk?

Nå, jeg under manden alt det bedste, og at han må komme til kræfter igen, ikke mindst fordi han kan stå frem og tale om depression.

DET er flot.

Da jeg som partiformand for CD blev ramt af den samme forbandede sygdom, skulle jeg sørme nok holde kæft. Det var efter Borreliaen, at det indtraf, men det var ikke småting, jeg måtte høre.

'Mimi er doven', 'Mimi har mistet gnisten' osv. osv.

Jeg tog på ferie med mine børn, mens jeg var sygemeldt, og jeg husker endnu, da jeg mødte Margrethe Auken i lufthavnen i Kastrup, der syrligt bemærkede: »Nå, DET har du kræfter til, men ikke til at møde i Folketinget.«

Bedre blev det ikke, da jeg startede som generalsekretær i Red Barnet. Her hjalp heller ingen kær mor. En humanitær organisation, der efterhånden blev mere og mere hårdhændet med krav om ikke bare effektivitet, men også 'markedsandele' og overskud.

Her skulle man sørme heller ikke kaste sig ud i for mange tilståelser.

Først efter jeg VAR blevet fyret, kunne jeg i min bog røbe, at jeg havde lidt i så mange år af en depression, der jo ikke gjorde det nemmere at se børn i allerstørste nød ude i verden, og som havde det rigtigt skidt her i Danmark.

Mere end 400.000 danskere lider af depression. Men vi kan dog stadig fungere i samfundet. Det meste af tiden.

Det burde vel tilsige, at vi holder op med at betragte sygdommen som noget, man er bange for at tale om? Eller hvad?

Men hold op, hvor det tager lang tid.

Derfor er det godt, at en ledende politiker står frem og melder klart ud.

Jeg synes så ikke, at man skal give pressen skylden. Det er hårdt at være en offentlig person, men når man står i første række til magt og indflydelse, skal man høre meget, før ørerne falder af.

Problemet med pressen er egentlig mere, at den interesserer sig for de små historier. Man kunne have interesseret sig for, at Sass ville lukke folkebibliotekerne - 'for der kommer jo ikke nogen alligevel'.

Eller at han hævdede , at 'humanisme ødelægger velfærdssamfundet'.

Nej, 'han var ikke synlig', 'den stærke mand', 'nu lider Mette Frederiksen under tabet', 'For anden gang må han tabe finansministerposten'.

Bla bla bla.

Er der snart nogen, der interesserer sig for politik i medierne?

Eller skal vi spises af med p.. og papir?

Men jeg glæder mig stadig over, at der er så mange, der NU  forstår, at en depression ikke er noget, man bare skal gå og putte med.

Det var på tide.