Når man engang imellem bliver tosset og rasende over noget, kan det være en god idé at tænke lidt tilbage og sige: Nå ja, men er det ikke sket mange gange før?

Det er det ofte, og man skal bestemt heller ikke give op af den grund, for så er der måske endnu mere grund til at få tingene ændret.

Da jeg først hørte om fake news, var det i forbindelse med præsidentvalgkampen i USA. Om det var russerne eller ej, så var det vel sikkert, at der blev spredt mange møgnyheder til skade for Hillary Clinton.

Jeg er nok håbløst bagud, men det var så min oplevelse af, at man ikke skal tro på alt. Selv fra højeste niveau.

Vi har alle, lad os nu være ærlige, taget det med et gran salt, når kulørte blade fortalte 'interessante' nyheder. Men at store medier kan lade sig fuppe er dog ret nyt.

For de bliver jo smartere og smartere, dem der på nettet.

Det seneste, jeg har oplevet, er, at man får tilbudt et gavekort fra en anerkendt forretning, hvis bare man sender ni kroner til portoen.

Gør man det, risikerer man at blive lænset, for så har man opgivet nogle bankdata, der kan bruges til noget. Såkaldte bankfolk ringer til ældre mennesker og får oplyst deres koder osv. Og så kan det igen koste penge på kontoen - mange penge.

Men det er jo kriminelle. De har som bekendt ingen moral. Det er jo det, de lever af.

Anderledes bliver det, når anerkendte firmaer, banker, styrelser, medier og kendte personer går hen og tager røven på os eller bare udviser så manglende en moral, at det skriger til himlen.

Jeg er 70 år, og jeg synes ikke, det har været så gennemgribende som nu. Hvad skyldes denne vilde grådighed?  Smitter den?  »Ja, hvis DE kan, så kan jeg vel også,« lyder parolen.

Penge er gud! Ansatte både i den offentlige sektor, ja selv i humanitære organisationer, bliver jagtet af hensyn til profit - nå nej, undskyld, det hedder effektivitet og økonomisk ansvarlighed på de kanter.

I sportens verden, den med de fine idealer som tab og vind med samme sind osv. hører vi nu om 'matchfixing' og penge under bordet.

Penge er gud.

Alt imens har vi fundet et nyt område, hvor vi kan skælde hinanden ud, nemlig klimaet. Nu er vi klimatosser eller klimasyndere. Skam få dem, der tager på en charterferie med fly. Skam få dem, der ikke rydder op efter sig på Roskilde Festival. Skam få dem, der spiser kød. Ja, så går tiden jo med det!

Måske er der andre ting, vi også skulle tale med hinanden om? I årevis har vi hørt om 'sammenhængskraften i vores samfund'. Jeg mener at huske, at det var Poul Nyrup, min gamle ven, der lancerede det.

Hvordan går det med den? Jeg tænker for en gangs skyld ikke på de fornærmelser, som udenlandske borgere, selvom de nu er blevet danske, må finde sig i. Tag 140.000 og skrub hjem!

Nej, det er sandelig også en sammenhængskraft, der er krakelleret mellem os andre, de ægte etniske danskere, som vi kalder os.

Jeg har hørt vores nye statsminister sige, at det drejer sig om at genskabe tilliden til hinanden. Det kan ganske enkelt blive den største opgave for den nye regering og det nye flertal.

Jeg nægter at tro, at der ikke er borgerlige, der er enige i at fordømme fup og fidus. Og gøre noget ved det.

Det er på høje tid.